Hemmeligheden bag multitasking er måske afsløret

Ny forskning antyder, at de to hjernehalvdele hjælper hinanden rigtig godt, når du multitasker. Det forklarer måske, hvorfor det kan være vanskeligt at løse tre eller flere opgaver på én gang.

Ved at teste hjerneaktiviteten med en hjernescanner hos forsøgspersoner, som løste to opgaver på en gang, viser de sig, at den venstre hjernehalvdel retter opmærksomheden mod den ene opgave, mens den højre hjernehalvdel tager sig af den anden.

Hvis du forsøger at løse to opgaver på én gang, vil din højre hjernehalvdel tage sig af den ene opgave, mens den venstre hjernehalvdel vil tage sig af den anden, det antyder ny forskning. Måske forklarer det, hvorfor det er svært at løse tre opgaver på en gang. Det skriver Videnskab.dk.

Kvinder har ry for at være gode til at multitaske, men ny hjerneforskning antyder, at man højst kan klare to opgaver af gangen. Helst præcist en opgave per hjernehalvdel. Kvinder har dog også, måske sagt med et glimt i øjet, ry for ofte ikke at kunne parallelparkere. Evnen til at kunne multitaske er en eftertragtet vare på jobmarkedet og i privatlivet, men hvad der præcis sker i vores hjerner, når man forsøger at løse to eller flere opgaver på en og samme tid, står stadig hen i det uvisse.

En opgave for hver hjernehalvdel

Men nu kommer to franske hjerneforskere, Sylvain Charron og Etienne Koechlin fra blandt andet Université Pierre et Marie Curie i Paris med et bud på, hvad det er, der sker.

For ved at teste hjerneaktiviteten med en hjerneskanner hos forsøgspersoner, som løste to opgaver på en gang, har de observeret, at den venstre hjernehalvdel retter opmærksomheden mod den ene opgave, mens den højre hjernehalvdel tager sig af den anden.

Det kunne groft sagt tyde på, at de to hjernehalvdele i bogstaveligste forstand deler de to opgaver imellem sig.

Hjerneforsker Thomas Zoëga Ramsøy fra CBS og Hvidovre Hospital finder undersøgelsen, som offentliggøres i dagens udgave af Science, spændende.

- Det er første gang nogensinde, at man observerer, at hjernens to halvdele kan fungere på den måde og tilsyneladende fordele to opgaver mellem sig. Da vi kun har to hjernehalvdele, kan man spekulere på, om det er den naturlige og biologiske forklaring på, at vi ikke er specielt gode til at multitaske, når vi forsøger at løse mere end to opgaver på en gang, siger Thomas Zoëga Ramsøy til Videnskab.dk