Hemmeligt netværk hjælper kvinder til at gå under jorden

Mindst 15 danske mødre lever lige nu under jorden i udlandet sammen med deres børn. De får hjælp af netværk.

Netværket hjælper kvinder til at skjule sig forskellige stedder på jorden. (© DR)

Mindst 15 danske mødre lever lige nu under jorden i udlandet sammen med deres børn. De er på flugt fra deres tidligere ægtemænd, som de ikke ønsker skal have samvær med deres børn. Ofte har fædrene været anklaget for vold eller seksuelt misbrug.

Det fortæller et netværk af kvinder og professionelle, som hjælper med flugten og livet under jorden. Ifølge talskvinden for består netværket af 200-300 danskere, som alle bidrager med det kan.

- Alle lægger 100-200 kroner, indtil der er sparet op til en flybillet, fortæller den anonyme talskvinde, hvis identitet er DR/Nyheder bekendt.

Hjalp Karema til at gå under jorden

Den seneste sag er Karema Hviid. Hun har i halvandet år levet under jorden i blandt andet Kina på flugt fra sin eksmand, den tidligere teaterdirektør Klaus Pagh. Karema Hviid har anklaget ham for seksuelt misbrug af sønnen. Anklager han er blevet frikendt for.

Netværket hjalp Karema Hviid til at gå under jorden.

- Jeg så ingen anden udvej. hvis jeg skulle drage omsorg for mit barn og give ham noget tryghed i hans liv, så måtte jeg fjerne ham fra vores hjem, siger hun.

I tirsdags blev Karema Hviid anholdt af politiet i Danmark, og hendes 7-årige søn er nu i myndighedernes varetægt, så han kan få samkvem med sin far.

- Jeg er lykkelig over at min søn kommet hjem. Kun fremtiden kan vise, om han har haft godt af at være blevet taget brutalt væk fra alting, også sin skole, siger Klaus Pagh til DR Nyheder.

Bestiller flybillet på kvindens dankort

Talskvinden for netværket fortæller, at det også hjælper kvinderne med at lægge slør ud, så politiet har sværere ved at spore mødrene på flugt

- Vi bestiller en flybillet på kvindens dankort, sender dankortet til det pågældende land og får en derovre til at hæve på det. Så ser det ud, som om at kvinden bruger dankortet i landet.

Foreningen Far kæmper for fædrenes rettigheder. Her er man rystet over netværket.

- De skal tage at holde op, helst i morgen. Fordi det her er til skade for barnet. Hvis de flygter fra en krænker, skal de hellere gå til politiet, for vi må stole på, at politiet gør dets arbejde ordentligt i de her sager, siger Lars Hansen, der er talsmand for Foreningen Far.

Facebook
Twitter