Henrik handlede i sin nærbutik lige over grænsen. Straffen var godt 18.000 kroner mindre i kontanthjælp

Danmark bryder EU-traktaten, når ledige straffes for grænsehandel, vurderer tre eksperter i EU-ret.

Henrik Larsen kan se den tyske butik Priss Pebersmark, når han står på den danske side af grænsen. Det er den tætteste indkøbsmulighed, han har. Aabenraa Kommune har trukket knap 4000 kroner om måneden i kontanthjælp, fordi han har købt for meget ind i Tyskland. Nu sætter tre professorer spørgsmålstegn ved, om den danske lov er i strid med EU-traktaten. (Foto: © Hanne Høier)

Henrik Larsen håbede, at han kunne spare penge på mælk, brød, toiletpapir og andre dagligvarer, da han handlede i sin nærbutik Priss Pebersmark i Tyskland. Butikken ligger knap fire kilometer fra hjemmet i Rens, mens der er otte kilometer til den danske købmand i Bylderup Bov.

Men indkøbsturene til Tyskland kom til at koste ham dyrt.

Henrik Larsen er på kontanthjælp, og da Aabenraa Kommune gennemgik hans kontoudtog, spottede ydelseskontoret, at Henrik Larsen havde været i Tyskland 23 gange fra juni til september.

Det er ulovligt, for ifølge aktivloven må en kontanthjælpsmodtager maksimalt være kortvarigt i udlandet én gang per måned, og kun hvis kommunen får besked to dage forinden.

- Der lægges vægt på, at du uberettiget og mod bedre vidende har modtaget kontanthjælp under ophold i udlandet, skrev kommunen til Henrik Larsen.

I brevet stod også, at straffen var, at kontanthjælpen blev sat ned med 3.905 kroner pr måned før skat. I de tyve uger, som sanktionen gjaldt, skulle han leve for 6.346 kroner om måneden.

- Det var en lortedag, da jeg fik beskeden. Hold kæft, hvor var jeg ked af det. Hele min verden ramlede sammen. Jeg tudbrølede, fortæller Henrik Larsen, der samlet set mistede omkring 18.000 kroner i kontanthjælp før skat.

Professorer: Straf for grænsehandel er i strid med EU-traktaten

Men måske er der i dag godt nyt til Henrik og andre ledige, der er blevet trukket i kontanthjælp for at handle ind i Tyskland.

Den danske lov er nemlig i strid med EU-traktaten og lovgivning og bør derfor ændres, mener de to professorer: Kirsten Ketcher og Catherine Jacqueson fra Københavns Universitet og lektoer i EU-ret Graham Butler fra Aarhus Universitet.

- Det er ulovligt af flere grunde, siger Kirsten Ketcher.

Hun forklarer blandt andet, at EU-borgere har ret til at bevæge sig frit ifølge traktaten.

Derfor er det et brud på EU-lovgivningen, når kontanthjælpsmodtagere kun en gang om måneden må tage til udlandet for fx at handle. Det er at begrænse lediges frihed for meget.

Den danske lov kan også ses som, at Danmark forhindrer tyske butikker i at tjene penge på danske ledige. Det er en handelshindring – og heller ikke lovligt i EU, påpeger professorerne.

Kirsten Ketcher peger på, at ledige, som er blevet sanktioneret for at købe ind over grænsen, vil kunne trække Danmark i retten. Vinder de en retssag, vil kontanthjælpsmodtagere kunne få penge tilbage, fordi de i så fald er blevet skåret i kontanthjælp på et forkert grundlag.

  • Henrik Larsen står nær grænsen på den danske side. I venstre hjørne af billedet ses den gule tyske butik Priss Pebersmark. Fordi Henrik Larsen har købt for meget ind her, er han blevet trukket 1/3 i kontanthjælp i 20 uger. (Foto: © Hanne Høier)
  • Mange sønderjyder handler i Tyskland. Kontanthjælpsmodtagere kan dog blive trukket 1/3 i kontanthjælp i 20 uger, hvis de opholder sig i udlandet mere end en gang om måneden og ikke giver kommunen besked to dage i forvejen. I flere sager er Ankestyrelsen nået frem til, at grænsehandel også er at opholde sig i udlandet. (Foto: © Hanne Høier)
1 / 2

Henrik får mad af fremmede for at klare sig

Henrik Larsen håber den danske lov bliver ændret hurtigt.

Han har selv oplevet, at økonomien blev presset, da han blev trukket 3.905 kroner om måneden i kontanthjælp. På en lokal Facebookgruppe har han søgt om hjælp. Lokale har doneret mad, så fryser og køleskab er fyldt op.

- Det er fuldstændig grotesk, siger han.

Men hvorfor har du ikke bare handlet i Danmark og fulgt den danske lovgivning?

Jamen, det har jeg ikke råd til. Selv uden sanktioner har jeg stadig svært ved at overleve på kontanthjælp, fortæller Henrik Larsen og fortæller, at han har købt ind i Tyskland, fordi priserne var lavere end i Danmark.

Christiansborg vil Moderaterne og SF gerne have loven ændret så hurtigt som muligt.

- Det virker som om, man ikke helt har tænkt på, at der er mennesker i Sydjylland på kontanthjælp, der grænsehandler, som er meget almindeligt i Sydjylland, siger SF´s gruppeformand Karina Lorentzen Dehnhardt.

Efter DR´s dækning er ombudsmanden gået ind i sagen og bedt ministeriet forklare, hvordan de forstår lovgivningen, og hvordan den er i overensstemmelse med EU-retten.

Fungerende beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ønsker ikke at udtale sig på grund af forhandlinger om en ny regering. Tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har også takket nej til et interview.