Henrik overlevede tre uger i respirator, men coronakampen fortsatte, da han kom hjem

Alvorligt syge coronapatienter har stort behov for genoptræning, efter de bliver udskrevet.

Henrik Elkær træder op på to kasser dåsesodavand, han har placeret ved siden af hinanden på stuegulvet i sin lejlighed.

For to måneder siden ville det være umuligt for den 62-årige mand fra Rødovre at bestige de 12 centimeter høje Faxe Kondi og Fanta-dåser.

I dag går det langt bedre, men efter tre-fire ture op og ned ad sodavandsdåserne, begynder hans ord at falde i stød.

- Som I kan høre, bliver jeg forpustet bare at gøre det her, siger han stakåndet.

Den seneste tid har vi kunnet glæde os over, at antallet af indlagte og kritisk syge coronapatienter er faldet herhjemme, men for især én gruppe mennesker er epidemiens helbredsmæssige konsekvenser langt fra et overstået kapitel.

Det gælder de alvorligt syge coronapatienter, der har svævet mellem liv og død i en respirator.

Henrik Elkær er en af dem. I tre uger lå han på Herlev Hospitals intensivafdeling med et respiratorrør i halsen og så dansende næsehorn og abstrakte blomstermønstre for sine lukkede øjnene.

Han svævede ind og ud af bevidsthed.

Efter sammenlagt en måneds indlæggelse blev han den 7. april udskrevet. Siden da har den stået på intensiv genoptræning for den fraskilte mand, der bor alene.

Da han kom hjem fra hospitalet, blev han hejst i lift op til anden sal, hvor han bor. Han kunne ikke gå på trapper, og at bevæge sig de ti meter, der er mellem hans dagligstue og toilet, tog ham mindst et kvarter.

- Jeg kunne ikke ret meget for at sige det pænt, siger han.

Der kan være mange og meget komplekse årsager til, at nogle mennesker bliver alvorligt syge af corona. Grafikken ovenfor illustrerer blot et simpelt eksempel på, hvad der kan ske.

Henrik Elkær er langt fra den eneste coronapatient, som har været voldsomt medtaget, efter han slap ud af respiratoren.

Det fortæller formand for Ergoterapeutforeningen, Tina Nør Langager.

- Vi oplever patienter, som er utroligt svækkede. De har svært ved helt almindelige aktiviteter som at gå i bad, tage tøj på og spise og drikke, siger hun.

Derfor har mange respiratorpatienter brug for genoptræning, fortæller hun, men der er stor forskel på kommunernes genoptræningstilbud, oplever foreningen.

Nogle patienter må vente flere uger på at komme i gang.

- Det er ikke godt nok. Hver dag tæller i din genoptræning. Så jo før du kommer i gang, jo hurtigere kommer du tilbage til dit liv før corona, siger formanden.

Henrik Elkær er en af de coronapatienter, som måtte et vente et stykke tid på det kommunale genoptræningstilbud.

Da han blev udskrevet, fik han to A4-ark med hjem fra hospitalet. På det ene stod tre gode råd til, hvordan han skulle håndtere sin vejrtrækning. På det andet var fem øvelser han kunne lave derhjemme.

I alt gik der to uger, inden han kom til genoptræning, fordi kommunen var ramt af nedlukning.

Han ved ikke, hvordan han skulle have klaret den første tid uden hjælp fra sine to voksne børn.

- Bare det at skulle komme på toilettet. Det var faktisk den allerstørste udfordring, siger han, som jo heller ikke kunne gå på trapper, og derfor havde brug for hjælp til indkøb og at gå i vaskekælderen.

Det var også datteren og sønnen, der hjalp ham i gang med de genoptræningsøvelser, han havde fået fra hospitalet.

- Hvis jeg ikke havde haft nogen til at hjælpe mig, tror jeg, det havde været et dårligt genoptræningsforløb. Forstået på den måde at jeg ville have haft for svært ved selv at komme i gang, siger han.

Lars Kristensen er en af de læger, der har med alvorligt syge coronapatienter at gøre.

Han er afdelingslæge på lungemedicinsk afdeling ved Hospitalsenhed Vest, og han fortæller, at Henrik Elkær bestemt ikke er den eneste coronapatient, der har været voldsomt svækket efter dagevis i en respirator.

- Fra de patienter, vi har talt med indtil videre, er vores indtryk bestemt, at rigtig mange stadig er svært plagede af en lang række symptomer, efter de er udskrevet og egentlig er infektionsfri, siger afdelingslægen.

Han remser en række af de følgevirkninger, de har observeret hos coronapatienter, efter de er blevet udskrevet, op:

Lars Kristensen understreger, at vi endnu ikke ved, hvor mange af de alvorligt syge coronapatienter, der bliver ramt af følgerne. Ligesom vi heller ikke ved, i hvilket omfang der er tale om mén, som vil plage patienterne for altid, eller om de vil gå væk med tiden.

Sammen med en række kollegaer i Region Midtjylland er han dog ved at undersøge netop det.

Allerede nu slår han dog fast, at genoptræning er vigtig.

- Hurtig genoptræning er enormt vigtigt. Det gælder for alle, der har været alvorligt syge. Det er helt essentielt.

I Rødovre har Henrik Elkær fået trænet ben og lungekapaciet op til igen at kunne bestige trapperne i sin blåmalede opgang.

I dag står han selv for indkøb og tøjvask, ligesom han er begyndt på arbejde igen.

Han hiver dog stadig en del efter vejret, og der er endnu et stykke vej til, at han kan snøre løbeskoene, som han har lovet sine børn at gøre i fremtiden.

Da Henrik Elkær blev ramt af corona, havde han et fint helbred, men hans kondital var stort set lig nul. Han gik en del ture, men motion, hvor pulsen kom op, gjorde han ikke i.

Det har børnene forlangt, at der bliver lavet om på.

- Jeg har måttet love mine unger, at jeg ville begynde at løbe med dem. Men det kan jeg rent faktisk ikke nu. Jeg har forsøgt lidt, men jeg bliver for forpustet, og benene kollapser simpelthen indimellem. Det må være udholdenheden, som mangler, og som skal trænes, siger han.

I en mail til DR skriver direktør for Kommunernes Landsforening, Christian Harsløf, at han finder det "rigtig ærgerligt", at nogle coronapatienter har måttet vente længe på genoptræning.

Han begrunder ventetiden med, at coronakrisen har betydet ekstra travlhed og tilføjer, at hans "indtryk er, at kommunerne allerede har et stort fokus på genoptræning af borgere, der har ligget i respirator."

Facebook
Twitter