Her er de mest populære navne til nyfødte

Emma og William er de to navne, som flest nyfødte kom til at hedde i 2019.

Her er det lille prinsesse Athena, datter af prins Joachim og prinsesse Marie. Det navn er dog ikke kommet med i top-50. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Hvis du kaldte dit barn Emma eller William i 2019, så har du ikke været den eneste.

De to navne var nemlig de mest populære det år, det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Navnet Emma har ellers været forvist fra førstepladsen i fire år. I alt fik 486 piger navnet i 2019.

Derudover ligger Alma, Clara, Freja og Sofia i top fem.

William har længe ligget i toppen af navne til nyfødte dreng. Det har haft en solid førsteplads siden 2010 dog med en undtagelse i 2016, men her var det stadig en del af top fem.

I 2019 fik 568 nyfødte drenge navnet. De næste drengenavne på listen er Alfred, Oscar, Noah og Karl.

Forskelligt fra region til region

Men selvom Emma og William ligger øverst på navnelisten i landet som helhed, så er det meget forskelligt fra region til region, hvor populært navnet er.

De to navne har en klar topplacering i Region Sjælland, Region Syddanmark og i Region Midtjylland.

Derimod ligger Nora og Arthur i top i Region Hovedstaden, og Ida og Lucas topper listen i Region Nordjylland.

Danmarks Statistik har også opgjort, hvilke navne der har flyttet sig mest på listen i løbet af det seneste år.

Højdespringeren blandt drengenavne er Anker. Det er gået fra en placering som 47 til nummer 33, og blandt piger er navnet Asta sprunget 26 placeringer, og det ligger nu som nummer 16.

Facebook
Twitter