Her er de nye krav om mundbind i den kollektive transport

Om en uge skal man bruge mundbind i den kollektive trafik, men hvor gælder de nye krav egentlig? Få overblikket her.

Fra om en uge bliver det obligatorisk at bruge mundbind i den kollektive trafik.

Det har statsminister Mette Frederiksen (S) meddelt på et pressemøde lørdag formiddag.

Herunder får du et overblik over de nye regler om værnemidler, som du skal følge, hvis du benytter den kollektive trafik.

  • Kravet træder i kraft fra lørdag den 22. august, men det anbefales, at man allerede nu bruger mundbind eller visir på sin rejse.

  • I stedet for mundbind kan bæres visir.

  • Kravet gælder døgnet rundt.

  • Kravet gælder for alle rejsende over 12 år.

  • Kravet gælder for hele den kollektive trafik, færger, fjernbusser, flextrafik og taxi samt på bus-, metro-, letbane- og togstationer.

  • Kravet gælder også ansatte med passagerkontakt - befinder medarbejderen sig i et aflukke, hvor passagerne ikke har adgang, er der ikke krav om værnemidler.

  • Bærer du ikke mundbind, vil du blive bedt om at forlade transportmidlet. Gør man ikke det, vil politiet blive inddraget.

  • Nogle voksne vil af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind. Det drejer sig om personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet.

  • Personer i såkaldt øget risiko bør bære mundbind alle steder, hvor det ikke er muligt at holde to meters afstand, og når man er ude blandt andre end dem i sin hustand. Disse personer indbefatter ældre, personer i plejebolig, kraftigt overvægtige, personer med visse kroniske sygdomme eller tilstande samt personer uden fast bopæl.

  • Mundbindet skal fjernes, hvis man får svære gener og ubehag som vejrtrækningsbesvær og kvælningsfornemmelser.

  • Mundbindet kan fjernes, hvis man skal spise, drikke eller indtage medicin.

  • Mundbindet kan fjernes, hvis man skal samtale med personer, der mundaflæser.

  • Mundbindet kan fjernes, hvis politiet skal foretage identifikation.

RETTELSE: I første omgang fremgik det af flere pressemeddelelser, at gravide ikke har omfattet af kravet om at bære mundbind. Dette var en fejl. Gravide er ikke fritaget for kravet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk