Det er lang tid siden, at Facebooks databehov kunne rummes på en enkelt server, som Mark Zuckerberg lejede til 85 dollar om måneden. I dag ejer og driver det sociale medie flere store datacentre rundt omkring i verden.
Ifølge Fyens Stiftstidende har Facebook via et underfirma købt en byggegrund i erhvervsbyen Tietgenbyen ved Odense med henblik på at opføre et europæisk datacenter. Bliver det planlagte datacenter til virkelighed, kan den fynske by blive føjet til en eksklusiv liste.
Udbygningen af Facebooks netværk af datacentre har været kort og eksplosiv.
Det var først i 2010, at Facebook byggede det første datacenter, som it-firmaet selv ejede og drev. Indtil da havde man lejet sig ind hos andre. Det første center blev bygget i den lille by Prineville i delstaten Oregon. Siden fyldte datacentre i Forest City i North Carolina og Altoona i Iowa.
I 2013 åbnede Facebook sit første datacenter uden for USA midt ude i de nordsvenske skove i byen Luleå. Her tæt på polarcirklen har Facebook ifølge The Guardian bygget sit hidtil mest højteknologisk datacenter, der i areal dækker fire fodboldbaner og er drevet af el fra de svenske elve.
Også i Fort Worth i Texas, Los Lunas i New Mexico og Clonee i Irland er nye datacentre under opførsel i takt med den stigende efterspørgsel.
Det irske datacenter, der vil stå færdigt i begyndelsen af 2018 og koste 1,5 mia. kroner at opføre, skal ifølge Mark Zuckerberg være drevet med 100 pct. vedvarende energi.