Her er landets 5 største stemmeslugere

Christina Krzyrosiak Hansen har fået næsten halvdelen af stemmerne i Holbæk.

Alle landets største stemmeslugere var borgmestre før valget - og nu igen.

I dag er bydronninger og kommunekonger landet over vågnet med propfyldte maver. De har nemlig brugt valgdagen i går på at sluge den ene stemme efter den anden.

Aarhus' genvalgte borgmester, Jacob Bundsgaard, med 19.279 personlige stemmer har fået flest stemmer af alle landets kandidater. Men med 192.403 aarhusianske kommunalvalgskrydser, svarer det kun til 10 procent af stemmerne.

En langt større andel af kommunens stemmer har stemmeslugerene herunder slubret i sig. Så her kommer listen over de kandidater, der har fået allerflest personlige stemmer i forhold til størrelsen på deres kommune.

1

Knap halvdelen af Holbæk stemte på Krzyrosiak

Christina Krzyrosiak Hansen har mere end tredoblet sine personlige stemmer siden sidste valg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Holbæks socialdemokratiske borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen, er de seneste fire år blevet utrolig populær i sin kommune. Med 18.590 personlige stemmer har hun fået næsten halvdelen (helt præcist 46,5 procent) af kommunens 39.984 krydser. Dermed er hun landets allerstørste stemmesluger.

Populariteten kan også måles i afstanden til Camilla Hove Lund fra Venstre, som med 1.614 personlige stemmer vinder andenpladsen i kampen om Holbæks personlige stemmer.

Da Christina Krzyrosiak Hansen ved sidste valg vippede den siddende V-borgmester af pinden, var det med 5.499 personlige stemmer. Så noget tyder på, at Holbæks borgere kun er blevet endnu gladere for deres nu genvalgte borgmester.

På trods af at Holbæk må siges at være en del mindre end Aarhus, ligger Christina Krzyrosiak Hansen lige i hælene på Jacob Bundsgaard på ranglisten over kandidater med flest personlige stemmer i absolutte tal på landsplan.

2

Dronningen af Frederikshavn - igen

Birgit S. Hansen bor i Sæby og kan nu se frem til sin tredje periode som borgmester i Frederikshavn. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

En meget populær nordjyde på listen. Frederikshavns siddende borgmester, Birgit Stenbak Hansen, fra Socialdemokratiet har med sine 13.230 personlige stemmer fået 40 procent af kommunens 32.670 stemmer.

Også her er der langt til næste kandidat i stemme-kapløbet. Venstre-kvinden Mette Hardam har med 1.536 stemmer fået næstflest stemmer i kommunen.

Birgit Stenbak Hansen har ved dette valg dermed næsten holdt kadencen fra sidste valg, hvor hun fik 14.862 personlige stemmer og i medierne blev kronet “valgets dronning”.

3

Hver tredje nyborgensiske vælger stemte på Muhs

Målt i forhold til antallet af stemmer i kommunen er Kenneth Muhs Fyns suverænt største stemmesluger. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © Ritzau Scanpix)

Endnu en siddende borgmester, som lander blidt i bunken af personlige stemmer og snupper fire år mere med borgmesterkæden.

Med 6.318 personlige stemmer fik Kenneth Lundager Muhs fra Venstre intet mindre end hver tredje af Nyborgs i alt 18.797 stemmer.

Med det resultat overgår han sig selv - eller i hvert fald de 5.511 personlige stemmer, han fik til sidste valg.

4

Høje-Taastrup holder godt fast i deres borgmester

I Høje-Taastrup sidder Konservative tungt på magten. De har besat 11 ud af byrådets 21 pladser. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Hvis du ikke kommer fra Høje-Taastrup Kommune, kan du måske genkende ham fra TV, hvor han har optrådt som chefforhandler for Kommunernes Landsforening.

Hvis du derimod kommer fra Høje-Taastrup, kan du helt sikkert genkende ham som kommunens meget populære konservative borgmester, der har holdt trygt på borgmesterkæden siden 2006.

Hans navn er Michael Ziegler, og i år løb han med 6.582 af kommunens 23.568 afgivne stemmer, hvilket svarer til, at mere end hver fjerde stemme er gået direkte til den mangeårige borgmester.

Det er dog ikke lutter lagkage og sejrsfest for Michael Ziegler, hvis popularitet at dømme på stemmesedlerne er dalet. Ved sidste valg fik han 9.111 personlige stemmer.

5

I Halsnæs gik hver fjerde stemme til borgmester Jensen

Steffen Jensen (S) er 39 år, uddannet folkeskolelærer - og en stemmeslugende borgmester i Halsnæs. (Foto: Bjarke MacCarthy/Socialdemokrati © Ritzau Scanpix)

I Halsnæs Kommune på Sjælland gik 16.750 vælgere til stemmeurnerne. Hver fjerde, eller helt nøjagtigt 4.589 af dem, stemte personligt på den siddende borgmester, Steffen Jensen fra Socialdemokratiet.

Sidst han blev valgt ind, var det med 2.518 personlige stemmer, så noget tyder på, at Halsnæs’ vælgere kunne lide, hvad de fik.

FacebookTwitter