Her er lige mange mænd og kvinder boss: Kønskvoter er ikke vejen frem

Virksomheden Radiometer har lige mange kvinder og mænd i topledelsen.

Administrerende direktør Henrik Schimmel (tv.) viser rundt på den københavnske virksomhed Radiometer, hvor der er lige mange mænd og kvinder i topledelsen. (Foto: Betina Johnbeck © dr)

Det er et sjældent syn, men det er lykkedes den københavnske virksomhed Radiometer at opnå en lige kønsfordeling blandt sine topchefer.

- Vi har 50 procent mænd og kvinder i ledelsen. Det er noget, som vi altid har arbejdet med fokuseret. Diversitet er noget, vi taler om, også i vores kerneværdier, siger administrerende direktør Henrik Schimmel.

Under sig har han fem kvinder og fem mænd i sit ledelsesteam af vicedirektører. Virksomhedens bestyrelse består af fire kvinder og fire mænd.

Radiometer, som blandt andet fremstiller måleapparater til sundhedssektoren, har dog ikke brugt kønskvoter, understreger Henrik Schimmel:

- Alle ønsker at være valgt for, hvem de er, og ikke fordi de er mand eller kvinde, blå eller grøn eller alt muligt andet. Derfor kan man ikke operere med kvoter, det giver ikke nogen mening for mig overhovedet.

Kønskvoter er ellers en tilbagevendende politisk diskussion, da blot 12 procent af topcheferne i de private virksomheder er kvinder. Samtidig udgør kvinderne kun 17 procent af virksomhedernes bestyrelser.

Men det er svært at finde topleder-kandidater af hunkøn, lyder det gennemgående svar i en rundspørge, som Dansk Industri har foretaget blandt danske bestyrelsesformænd.

Krav om kvinder blandt kandidaterne

Frem for kønskvoter har man hos Radiometer sat sig et mål om at have flere kvinder i ledelsen.

Det er blandt andet sket ved at stille krav til headhuntere og andre, som har indflydelse på udvælgelsesprocessen:

- Hvis jeg leder efter en til mit lederteam, så insisterer jeg på at få det, man kalder en blandet liste af folk. Altså mænd og kvinder, men også andre dimensioner i deres baggrund, så jeg kan se, at jeg har et rigt udvalg og kan vælge blandt det, forklarer Henrik Schimmel.

- Men når det kommer til slutningen, så skal det jo være den bedste kandidat til det job, der er tilgængeligt, understreger han.

Det er vigtigt ikke at lægge begrænsninger på sine lederambitioner, mener Vibeke Holst, som har arbejdet i Radiometer siden 2013 og i dag er vicedirektør:

- Det er vigtigt, at man har et 'drive' som kvinde, som jeg også tror, at mange har efterhånden. Man skal tage ordet, mose lidt på – det er en forudsætning, og det har jeg nok altid gjort. Det er egentlig det, der har bragt mig frem, forklarer hun.

Samtidig opfordrer hun andre kvinder til at sadle om, hvis virksomheden ikke er parat til at indfri deres ønsker:

- Hvis man er en virksomhed, hvor man fornemmer, at kulturen ikke er befordrende for at få kvinder i ledelsen - at lysten og kulturen mangler - så skal man efter min opfattelse se sig om efter et andet job. Det er en alt for lang og besværlig vej at prøve at ændre kulturen, mener Vibeke Holst.

Facebook
Twitter