Her kan du blive læge med et 6-tal i snit

På Syddansk Universitet er målet, at alle studerende i fremtiden skal ind på studiet via tests og interview i stedet for karaktersnit.

På Syddansk Universitet er hver anden lægestuderende kommet ind på studiet via kvote 2. Her er karakterkravet for at søge kun et 6-tal. (Foto: Christine Nørgaard © DR Nordjylland)

Din næste læge klarede sig måske dårligt i gymnasiet. Måske fik han eller hun ligefrem kun et 6-tal i karaktersnit.

Højere er kravet nemlig ikke for at søge ind på medicin på Syddansk Universitet (SDU). Her optages hver anden studerende i dag via kvote 2.

Det betyder, at de studerende skal igennem en række tests for at vurdere, om de er motiverede og dygtige nok til at klare de udfordringer, et læge-studie har.

- De skal til en slags eksamen, og dem, der kommer igennem dét nåleøje, går videre til små interviews, hvor man tester deres evner, forklarer Ole Skøtt, dekan på det sundhedsfaglige fakultet på SDU.

Kvote 2-læger klarer sig bedre end kvote 1

En ny rapport fra det såkaldte kvalitetsudvalg kræver, at hele optagelsessystemet til landets universiteter bliver ændret markant, så det minder mere om systemet fra netop kvote 2.

Det skal give mere motiverede studerende, lyder udvalgets anbefaling.

Og spørger man på sundhedsfagligt fakultet på SDU, så er der noget om snakken. Her er de meget glade for deres mange kvote 2-studerende.

- Vi kan se, at frafaldet hos de studerende på kvote 2 er lavere. De klarer sig bedre og er mere motiverede på studiet end de, der er kommet ind på kvote 1, forklarer Ole Skøtt.

- Vi får også en mere sammensat gruppe, end vi gør på kvote 1. De kandidater, vi får ud bagefter, skal ud og fungere i den danske befolkning. Og det er godt, hvis vi har en bredere sammensætning af læger end bare dem, der fik de højeste karakterer i gymnasiet, siger han.

Kvote 2-læge: Musik og idræt trak mit snit ned

En af de studerende, der kom ind på lægestudiet via kvote 2 på SDU, er Grethe Olivia Nielsson. Hun valgte at søge ind via kvote 2, fordi hendes karakterer fra gymnasiet ikke var gode nok.

- Jeg havde dårlige karakterer fra fag som idræt og musik, som helt sikkert trak ned. Og jeg synes måske ikke det er så relevant for, om jeg skal være læge, om jeg kan synge eller spille et instrument, siger hun.

(© DR)

Grethe Olivia Nielsson kom ind på lægestudiet på SDU via kvote 2

Samtidig mener Grethe Olivia Nielsson, at kvote 2 fjerner den kassetænkning som det rene karakterkrav fra kvote 1 trækker ned over hovedet på de studerende.

- Kvote 2 giver dig muligheden for at vise, hvilke kvaliteter du har. Og det er vigtigt på alle arbejdspladser, at menneskene er forskellige og kan bidrage med forskellige ting. Så jeg tror bestemt, det er godt for lægestanden, at vi er alle typer på mit studie, siger hun.

Tjener penge på kvote 2-studerende

Hos SDU har man oplevet en anden bonus ved at optage flere og flere kvote 2-studerende på lægestudiet.

Da det kræver en ekstra indsats at komme ind via kvote 2, kæmper de studerende også hårdere for at blive på studiet end andre gør.

- Det koster os penge at afholde de store tests til kvote 2, for der kommer typisk 1400 hvert år til den første. Men vi henter pengene ind igen ved et lavere frafald. Så det bliver faktisk en god forretning, forklarer dekan Ole Skøtt.

Alle skal ind via kvote 2 i fremtiden

Derfor satser SDU nu på at ændre hele måden, de optager deres studerende på til noget, der minder meget om det, som regeringens ekspertudvalg netop har sat krav om:

Fra 2017 skal 25 procent af alle studerende på universitetet optages via kvote 2 - og længere ude i fremtiden er målet endnu mere ambitiøst:

- På lang sigt har vi besluttet, at vi vil få alle studerende ind på kvote 2, siger Ole Skøtt.

Facebook
Twitter