Her skal alle danskernes blod fryses ned

Statens Seruminstitut har åbnet en unik national biobank med millioner af frosne, biologiske prøver fra danskerne.

Forestil dig en kæmpe stor national database med vævs- og blodprøver fra alle danskere. Tænk sig, hvis man samtidig kunne koble prøverne sammen med oplysninger om danskernes familiære forhold, sygdomsforløb og behandlinger gennem hele livet.

Det lyder umiddelbart som en scene fra fremtiden, men Statens Serum Institut har faktisk gjort fantasien til virkelighed. De har nemlig åbnet en ny national biobank.

- Det er helt utroligt. Det er en drøm, der går i opfyldelse. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke troede det kunne lykkes. Det er godt gået af Danmark. Det er ganske unikt, siger Mads Melbye, der er professor på Statens Serum Institut og initiativtager til den nye biobank.Kur mod kræft?Og forskere fra hele verden kan godt begynde at glæde sig. Med den nye biobank kan de nemlig søge i et register bestående af adskillige millioner biologiske prøver taget fra en stor del af befolkningen.

Dermed kan man følge et helt land og dets sygdomme i registret. Og ifølge Mads Melbye, så kan den nye biobank føre til store medicinske opdagelser i fremtiden.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det her sted vil give mange fantastiske forskningsresultater i fremtiden. Blandt andet inden for kræft og andre udbredte sygdomme.

Forskerbibliotek

Danmark har i mange år haft landsdækkende registre over blandt andet medicinforbrug, sygdomsdiagnoser og familieforhold. Men med den nye biobank kan forskerne kombinere et utal af biologisk prøver med oplysninger fra andre registre.

- Det svarer faktisk til et bibliotek. En biologisk prøve er nemlig lidt ligesom at læse i en bog. Og vi glæder os til at være bibliotekarer og levere bøger - altså biologiske prøver - ud over disken til forskere fra hele verden, siger Mads Melbye.

Han tilføjer dog, at det ikke er alle og enhver, der kan gøre brug af biobanken.

- Det er kun et forskningsbibliotek. Af sikkerhedsmæssige grunde er det altså kun forskerne, der får adgang.

Biobanken åbner officielt imorgen, med deltagelse af verdenspressen, uddannelsesminister Morten Østergaard og repræsentanter fra flere EU-lande.

Facebook
Twitter