Her vil 5G gøre gavn - og her blinker advarselslamperne

Førerløse biler og hospitaler får gavn af 5G. Om vores helbred påvirkes, er stadig uklart.

TDC har valgt Ericsson som leverandør til et landsdækkende 5G-netværk i Danmark. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Mange måneder med spekulationer og bekymringer for kinesisk overvågning er nu slut.

Teleselskabet TDC har valgt, hvem der skal stå for det nye, lynhurtige 5G-net herhjemme.

Det endte med, at kinesiske Huawei blev smidt på porten, og svenske Ericsson trukket ind fra højre.

Men hvad kommer 5G-nettet egentlig til at betyde for os?

DR Nyheder har spurgt Knud Erik Skovby, der er professor på Center for Kommunikation, Medier og Kommunikationsteknologi ved Aalborg Universitet.

Han kommer her med tre konkrete eksempler, hvor 5G får indflydelse:

  • - Hvis bilerne fremover skal være fuldstændig selvkørende, skal der være hurtigere reaktioner fra nettet, end det er muligt at opnå med 4G. I nogle kritiske situationer er forsinkelserne stadig for store til, at det er anvendeligt i dag.

  • - Et andet eksempel er automatisering i industrien. Hvis det skal fungere perfekt med industrirobotter, så skal forsinkelsen være meget, meget lille på signalerne. De er for store med 4G. Det kan komme til at fungere med 5G.

  • - Så er der avancerede operationer på hospitalerne. Det er muligt at lave fjernoperationer med 4G i dag, men hvis det skal være meget avanceret hjerneoperationer for eksempel, så skal der bruges endnu mindre forsinkelser end i dag, og så er det 5G.

Derudover kommer 5G også til at spille en stor rolle i udviklingen af det, der kaldes smarte byer og boliger.

Det handler blandt andet om kommunikation mellem installationer, der gør ting på vegne af mennesker. Det kan være små apparater, der styrer elektricitet eller varme i hjemmet.

Dermed bliver det eksempelvis nemmere at spare penge på el-regningen og få et bedre indeklima.

- Vi vil i fremtiden se, at forbruget kan styres efter, hvor stort behovet er lige nu og her. Det kræver indsamling af en gevaldig masse data fra de folk, der bor i det givne område. Det bliver nemmere med 5G, siger Knud Erik Skovby, der ikke forudser, at 5G ændrer meget for den almindelige forbruger:

- Der vil ikke være den store forskel, når det handler om vores forbrug af film og musik for eksempel, siger professoren.

Skadelig virkning ikke påvist på mennesker

Er der så slet ikke nogen udfordringer ved udrulningen af 5G? Jo, siger Knud Erik Skovby.

- Når alt kobles sammen, opstår der udfordringer i forhold til beskyttelsen af privatlivet og vores data. Det bliver meget mere sårbart. Hvis det her skal fungere, så skal vores oplysninger kommunikeres automatisk. Det duer jo ikke, hvis vi hele tiden skal tage stilling til, om vores vaskemaskine nu må finde ud af, hvor der er billig strøm at hente, siger professoren.

- Så vi må lade udvekslingerne af vores data ske automatisk, men det bliver på et helt andet niveau end i dag. Så det skal løses på en måde, så folk stadig har mulighed for at være i kontrol med det, de ønsker at være i kontrol med, siger Knud Erik Skovby.

Udrulningen af 5G har også skabt bekymringer blandt miljøforkæmpere, der frygter, at strålingen fra netværket kan påvirke mennesker og dyrs helbred.

Knud Erik Skovby har fulgt minutiøst med i, hvad der kommer af undersøgelser om 5G, og ifølge ham er der endnu ikke påvist skadelige virkninger.

Men forskere ved, at elektromagnetiske bølger fra 5G kan påvirke organismer ved store koncentrationer.

- Der er netop blevet offentliggjort en amerikansk undersøgelse, hvor forskere har påvirket mus med de her højfrekvente stråler fra 5G. Der så man udvikling af kræft, og forskerne kan med rimelig sikkerhed sige, at det var på grund af det.

- Musene blev også udsat for meget store mængder stråling - langt større end mennesker vil blive. Men det indikerer jo, at der er et eller andet med den stråling, siger Knud Erik Skovby.

Sundhedsstyrelsen vurderer på nuværende tidspunkt ikke, at der er helbredsskadelige effekter af trådløs stråling, men har udarbejdet anbefalede forholdsregler vedrørende brugen af mobiltelefoner.

I Danmark er forventningen, at 5G er klar efter år 2020.

Fremtidens 5G-netværk kan få betydning for en lang række områder.
Facebook
Twitter