Her vil ingen dø - men det gør langt de fleste

Ny undersøgelse viser, at langt de fleste af os ender livet i en hospitalsseng eller på plejehjemmet, selvom de fleste af os langt hellere vil dø hjemme.

Bornholms Hospital, sygehus, Bornholm, Rønne (Foto: DR Bornholm © DR Bornholm)

Langt de fleste af os ender livet i en hospitalsseng eller på plejehjemmet, selvom de fleste af os langt hellere vil dø hjemme, det skriver Kristeligt Dagblad i dag.

Det viser en ny undersøgelse, som Palliativt Videncenter og TrygFonden har lavet blandt 1000 borgere i alderen 18 til 93 år.

Kun seks procent ønsker at ende livet på plejehjem eller hosptial. Men virkeligeheden er en helt anden.

Hele 75 procent dør nemlig udenfor hjemmets trygge rammer.

65 procent ønsker at dø i hjemmet

I alt 65 procent ønsker, at dø i deres eget hjem, men som det er i dag, er det kun 22 procent, der får deres dødsønske opfyldt.

Og det mener leder af Palliativt Videnscenter, Helle Timm, der står bag undersøgelsen, at der er en simpel grund til.

- Det der tit sker, det er selvfølgelig, at man bliver bange og tænker, at det er bedst at komme på et sygehus, siger Helle Timm.

Men netop derfor efterlyser hun, at pårørende får bedre besked om, hvordan de kan hjælpe den døende derhjemme. Og at hospitalerne bliver bedre til at sende personale ud for at hjælpe de pårørende i hjemmet

Hospital sender hjælpen ud

Og vicedirektør fra Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, er enig i, hospitalerne skal blive bedre til at sende personale ud.

Derfor er Hvidovre Hospital nu også begyndt at sende hold af læger og sygeplejesker ud for at hjælpe døende patienter med behandling og smertelindring i eget hjem.

Torben Mogensen tror, at det vil brede sig til andre hospitaler, selvom det er lidt dyrere løsning, end at indlægge de døende på sygehuset.

- Det er en smule dyrere, men den service, tror jeg godt, folk vil have, at samfundet yder for skattepengene. Fordi ligesom fødsel, så er døden også et meget vigtigt øjeblik i en persons liv, siger Torben Mogensen.

Det skal være lettere at dø hjemme

Undersøgelsens resultater viser et klart behov for, at gøre det lettere at tilbringe den sidste tid derhjemme i trygge omgivelser, mener Torben Mogensen.

Og han forstår godt, at mange helst vil undgå at tilbringe den sidste tid i en hosptialsseng.

- Jeg tror, folk har den forestilling, at man ikke kan være sikker på, at man har en enestue, og at der er fred og ro, fordi der sker så meget på et akuthospital, sådan at selve dødsøjeblikket bliver meget forvirret, siger Torben Mogensen.

Langt flere kunne dø hjemme

Men langt flere kunne da også slippe for at tilbringe den sidste tid på et hospital eller plejehjem, og ende livet som de ønsker, nemlig derhjemme.

Det siger eksperter på baggrund af den nye undersøgelse.

Men ofte sker det, at den døende bliver indlagt, når smerter og sygdom spidser til lige inden døden.

Og Helle Timm mener, at det er ofte slet ikke nødvendigt.

- Vi ved, at hvis man planlagde de her forløb bedre, så kunne man undgå mange af de her indlæggelser, siger hun.

Facebook
Twitter