Herbert Pundik - seks begivenheder, der formede et usædvanligt liv

Fra krigsflygtning til chefredaktør. Herbert Pundik døde søndag aften, 92 år gammel.

Herbert Pundik ses her på sit værelse på Hotel Kong Frederik, hvor han boede, da Politiken i 2009 fejrede sit 125-års jubilæum. (Foto: Tobias Selnæs Markussen)

Politikens tidligere mangeårige chefredaktør Herbert Pundik er død. Han har været både frihedskæmper, krigskorrespondent, soldat, chefredaktør og debattør. Som jøde var hans liv især vævet sammen med jødernes skæbne under og efter 2. verdenskrig.

Her er seks begivenheder, der formede et bemærkelsesværdigt liv.

1

1943: Måtte flygte til Sverige

Lige som mange andre danske jøder flygtede Herbert Pundiks familie til Sverige under 2. verdenskrig. De er dog ikke med på den båd, der optræder på fotografiet. (Foto: Erik Petersen)

En efterårsdag i 1943 sad Herbert Pundik i en tysktime på Metropolitanskolen, da rektor pludselig kaldte ham ud på gangen. Han fortalte den 15-årige dreng, at han måtte løbe hjem og advare sin forældre. Tyskerne ville komme i aften for at arrestere alle jødiske familier.

- Jeg måtte flygte for mit liv. Det var en sindssyg situation, har han fortalt i et portrætprogram.

Familien flygtede samme aften, og et par dage senere kom de som så mange andre danske jøder med en fiskekutter over Øresund til Sverige.

- Det blev et vendepunkt for mig, for langsomt modnedes tanken om, at jødisk liv - i modsætning til mine kammeraters liv - var et liv baseret på usikkerhed, fortæller han i sin erindringsborg, 'Det er ikke nok at overleve'.

I Sverige blev de boende krigen ud, og Herbert sluttede sig til Den Danske Brigade. Da krigen var slut, vendte han således tilbage og kunne bevæbnet med maskinpistol og frihedskæmperarmbind patruljere på Istedgade og være med til at arrestere folk, der havde samarbejdet med tyskerne.

Men i ham voksede trangen til at gøre mere.

- Man begyndte at spekulere på, hvorfor man var blevet udvalgt til livet, når så mange af ens trosfæller og jævnaldrende var blevet dræbt. Hvad havde man gjort for at blive belønnet med livet?

Da FN i 1948 vedtog, at jøderne skulle havde deres egen stat i det daværende Palæstina, så han svaret.

2

1948: I krig ved Israels fødsel

Clement Kjersgaard interviewede i 2006 Herbert Pundik. I klippet fortæller han om en episode fra sin tid som soldat i den israelske hær.

Herbert Pundik var blandt de første, der meldte sig som frivillig til at kæmpe for den nyfødte stat, der fra sin fødsel kom under angreb fra arabiske naboer.

- Vi kunne ikke bare sidde i Danmark og lune os ved tanken om, at vi havde overlevet krigen, Vi skyldte at hjælpe de overlevende, som nu var blevet flygtninge.

Sammen med andre unge jødiske mænd havde han i al hemmelighed trænet i Hareskoven, og uden at Pundik havde fortalt det til sine forældre, rejste de ud af Københavns Lufthavn forklædt som fodboldspillere.

- Eventuelle efterretningsagenter må have undret sig over, at vi var et fodboldhold på kun ni mænd, skrev han i sine erindringer.

Da danskerne ankom til Palæstina, fik de en hurtig militærtræning og blev så kastet ind i krigen. Han så flere kammerater blive dræbt, men selv overlevede han, og Israel vandt.

- Vi erobrede den ene landsby efter den anden, og jeg er sikker på, at jøderne i udlandet applauderer den nye israelske hær. Men når man ser de døde og sårede, vakler man. Sejrene er ubetydelige, når prisen er blod, som Pundik skrev hjem til en ven.

3

1954: Emigrerede til Israel

Herbert Pundik sammen med sin hustru, Inge Ruth, kaldet Sussi. De ses her ved en reception i 1994. (Foto: Lars Hansen)

I 1954 flyttede Herbert Pundik sammen med sin hustru Sussi og deres to-årige søn permanent til Israel. Han ville være med til at opbygge den israelske stat, som han dengang så som en utopi om at skabe en socialistisk, humanistisk stat.

- Som alle andre utopier druknede vores i krig og ulykke for begge folk - jøderne og palæstinenserne, skrev han senere.

Særligt Seksdages-krigen i 1967 fik Pundiks utopi til at krakelere.

Israel blev angrebet af Egypten og Syrien, men slog hurtigt tilbage og endte med at erobre både Sinai, Gaza, Golanhøjderne og Jerusalem. Pundiks utopi var blevet besættelsesmagt.

- Hvis du er herre over en anden nation, går det ud over din sjæl. Du kan ikke være okkupant uden at miste din uskyldighed, sagde han i et interview i 2001.

Alligevel blev han og familien i alle årene boende i Israel, som han stadig så som et ”mirakel”.

- Jeg hører til her, fordi her findes en stat, hvor jøder, der er forfulgte, kan komme ind. Jøderne har fået frihed til ikke at bede andre om husly, som han sagde til Kristeligt Dagblad i 2018. At han så ofte var uenig med den siddende regering, var en anden sag.

Selv om Herbert Pundik ikke længere var soldat i den israelske hær, fortsatte han dog med at arbejde for den israelske stat, idet han sideløbende med sin journalistiske karriere udførte opgaver for efterretningstjenesten Mossad.

4

1970: Udnævnt til chefredaktør

Billedet er fra 1984, og Herbert Pundik er fotograferet foran Politikens Hus. (Foto: Polfoto)

I januar 1970 præsenterede Politiken sin nye chefredaktør, udenrigskorrespondenten Herbert Pundik, der også tidligere havde arbejdet for Information.

Han sagde kun ja til jobbet, fordi bestyrelsen lovede, at han kunne fortsætte med at bo i Tel Aviv og pendle til København. 25 dage på avisen og 11 dage hos familien i Israel.

Umiddelbart ville han også kun skrive under på en to-årig kontrakt, men det blev til hele 23 år i chefstolen.

”Kuglelynet”, som han blev kaldt, havde masser af idéer og var blandt andet med til at ændre avisen fra en partiavis for Det Radikal Venstre til en uafhængig avis.

Pundik stod også for at gøre avisen mere udadvendt med kampagner og støtteindsamlinger til alt fra sydafrikanske minearbejdere til de sultende i Biafra i det nuværende Nigeria.

Da han gik af i 1993, fortsatte han som skrivende medarbejder og bibeholdt gennem alle årene et kontor i bladhuset, hvor han som den sidste holdt fast i at skrive på elektrisk skrivemaskine.

5

1973: Sønnen Uri døde i krigen

Dette billede af Herbert Pundik er fra 1973. Samme år, som hans søn Uri døde under kampen mod Egypten og Syrien. (Foto: Christen Hansen)

Herbert Pundiks søn Uri var en ung officer, da Egypten og Syrien under den jødiske helligdag Jom Kippur i 1973 så sit snit til at angribe Israel. De fleste israelske soldater var hjemme hos familien, men måtte straks haste til fronten for at slå angrebet tilbage.

Under et slag i Sinai-ørkenen blev 21-årige Uri slemt forbrændt, da hans kampvogn blev ramt.

I mange år ønskede Herbert Pundik ikke at kende til detaljerne om, hvad der præcist var sket med sønnen.

- Det er svært at forklare, men for mig var det på en måde lettere at erkende døden end at erkende de lidelser, som vi nu ved, han gennemgik, har Pundik fortalt til en podcast.

Han har siden fortalt, hvordan han fortrød, at han rådede Uri til at underskrive en officerskontrakt og blive længere tid i hæren.

- Resultatet var, at han blev dræbt. Det føler jeg en dyb fornemmelse af svigt over. At jeg dog ikke kunne holde min mund, fortalte han til Kristeligt Dagblad.

Han lærte, fortalte han, at der sjældent kom noget godt ud af at råde andre til, hvordan de skulle leve deres liv.

6

1993: Sønnen Ron banede vejen for fredsaftale

(Arkivfoto) Daværende PLO-leder Yasser Arafat (t.h.) trykker hånd med Israels premierminister Yitzhak Rabin (t.v.), mens USA's præsident Bill Clinton ser til ved underskrivningen af fredsaftalen i september 1993. Pundik søn, Ron, havde været med til at få aftalen i stand. (Foto: Gary Hershorn © Scanpix)

I en septemberdag i 1993 kunne Bill Clinton smile bredt på plænen foran Det Hvide Hus, mens de to ærkefjender, Israels premierminister Yitzhak Rabin og PLO’s formand Yasser Arafat, trykkede hænder.

I kulissen havde Herbert Pundiks søn i flere måneder forinden spillet en vigtig rolle.

Ron Pundak havde sammen med Yair Hirschfeld taget initiativ til de hemmelige forhandlinger, der gjorde, at den såkaldte Oslo-fredsaftale kom i stand.

Aftalen var betydningsfuld, fordi PLO og Israel for første gang anerkendte hinanden som forhandlingspartnere og indledte en proces, der skulle føre til fred.

Forhandlingerne var så hemmelige, at sønnen intet havde fortalt til sine forældre. De havde dog undret sig over, at han hele tiden forsvandt til udlandet til møder.

- Han havde været med til at skrive historie, og vi, hans forældre, måtte affinde os med at blive underrettet af tv-nyhederne, skrev Herbert Pundik senere.

Det var et øjeblik, der gav håb, men håbet blev hurtigt slukket igen. Kun to år efter blev Rabin skudt ned af en jødisk nationalist, og i 2000 genopblussede den voldelige palæstinensiske opstand.

Sønnen Ron døde i 2014 af kræft, men Herbert Pundik holdt trods dystre udsigter fast i hans tro på, at dialog og fælles forståelse var den eneste vej til fred i Mellemøsten og et bæredygtigt fundament for staten Israel.