Herlev-drab: Politiet efterlyser cykelejer

Politiet efterlyser ejeren af en damecykel i forbindelse med drabet på gravide Louise Borglit.

Denne cykel blev fundet nær drabsstedet. Politiet beder nu om offentlighedens hjælp til at finde ejeren. (Foto: Københavns Vestegens Politi)

I nærheden af det gerningssted, hvor den 32-årige, gravide Louise Borglit blev fundet dræbt i Elverparken i Herlev 4. november, har politiet fundet en rød damecykel.

Københavns Vestegns Politi offentliggør nu billeder af cyklen i håbet om at finde ejeren.

Politiet har søgt i sine egne registre og igennem importøren af damecyklen af mærket Jupiter, men den røde cykel har tilsyneladende et ukendt stelnummer.

- Vi kan ikke fastslå, om cyklen har forbindelse til drabet, men alt i denne sag skal undersøges til bunds, og derfor går vi nu ud og spørger om offentligheden kan hjælpe, udtaler politikommissær Hans Christian Tonnesen i en pressemeddelelse.

- Det vil også være en hjælp at få fastslået at cyklen er endt i Elverparken på helt legitim vis, siger han.

Var gravid i syvende måned

Der er en cykelkurv monteret forrest på cyklen, mens der bagtil er en barnestol. I cykelkurven lå der to tomme plastikposer fra Coop og Kirppu.

Cyklen var låst, da den blev fundet af politiet. Den bærer stelnummeret WJE10487L.

Den 32-årige kvinde, som var gravid i syvende måned, blev dræbt, da hun var ude at gå en tur med sin søsters hund.

Louise Borglit blev fundet dræbt fredag 4. november klokken 19.15. Hun var blevet stukket flere gange med kniv, viste det sig.

Indtil videre er der tilsyneladende intet motiv til drabet, ligesom drabsvåbnet heller ikke er blevet fundet.

/ritzau/

Facebook
Twitter