Heunicke efter stigende smittetal: 'Det er en reel anden bølge'

Der skal gøres noget nu, hvis ikke vi skal ende som andre lande, hvor coronasmitten er løbet løbsk, siger professor.

Danskerne kan meget vel se frem til skærpede restriktioner i "en nær fremtid", siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S). (Foto: Grafik: Emil Thorbjönsson © Scanpix)

Vi har talt og skrevet om den før - anden bølge af coronapandemien.

Men nu skulle den være god nok, siger sundhedsminister Magnus Heunicke, efter at smittetallene de seneste uger er steget markant i Europa og de seneste dage i Danmark.

- Det er en reel anden bølge. Derfor er det lige nu, vi alle sammen skal holde afstand, spritte af og alt det her, siger han til DR Nyheder.

Samtidig varsler sundhedsministeren skærpede restriktioner. Og det er gamle kendinge.

- Jeg varsler, at der meget vel kan komme flere restriktioner på bordet i nær fremtid, siger Magnus Heunicke.

Ifølge ministeren er man nødt til igen at se på forsamlingsforbuddet, der i dag er på 50. Hvis vi igen ser en bred samfundssmitte, er man nødt til at skrue ned for antallet af personer, der må samles, lyder det fra ministeren - hvor langt ned er dog endnu uvist.

Derudover skal vi måske til at bruge endnu mere tid med mundbind på.

- Vi kan se i store dele af verden og Europa, der har man indført mere brug af mundbind, end vi har i Danmark. Det kan også være et næste redskab, siger Magnus Heunicke.

Statminister Mette Frederiksen (S) er også i "stigende grad bekymret", skriver hun på Facebook.

- Når alt kommer til alt er supervåbenet stadig, at vi holder afstand. Ser færre mennesker. Drosler ned for de sociale aktiviteter. For at vi til gengæld kan holde så store dele som muligt af samfundet åbent.

Orange verdenskort

De stigende smittetal rundt omkring i Europa betyder, at muligheden for både at rejse ind og ud af Danmark efterhånden er begrænset.

I dag klokken 16 bliver Udenrigsministeriets rejsevejledninger traditionen tro opdateret. Allerede på et pressemøde om coronasituationen i går løftede Erik Brøgger, der er direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet, dog lidt af sløret for, hvad vi kan forvente:

- Vi kan meget snart - måske i morgen - komme i en situation, som vi havde 13. marts, hvor hele verden er orange. Vi kommer til at bede alle danskere om at blive hjemme. Vi er meget tæt på den situation, lød det.

Og det ser rigtig skidt ud, når man ser på smittetallene i Europa, fortæller Flemming Konradsen, der er professor i Global Sundhed på Københavns Universitet.

Ifølge ham ser det også slemt ud i for eksempel Østeuropa, hvor man ellers kunne finde positive historier tidligere på året.

Meget høje smittetal

De danske myndigheder fraråder rejser til et land, hvis der er over 30 nye smittetilfælde om ugen per 100.000 indbyggere. I Tjekkiet er smittetallet 20 gange højere end det. Men også længere mod vest står det slemt til. I Belgien er tallet 15 gange højere, mens det er 10 gange højere i Holland og Frankrig.

Ifølge Flemming Konradsen skyldes det især, at det har været svært at skabe opbakning til restriktionerne efter en sommer, hvor det ellers gik rigtig godt med smittetrykket.

- Vi har ændret adfærd i en uheldig retning på tværs af mange forskellige steder i Europa, siger han.

Han understreger dog, at der i langt de fleste europæiske lande ikke har været overdødelighed sammenlignet med de seneste fem år, men:

- Hvis der er noget, vi skal lære af nu i Danmark, er det, hvor helt utrolig hurtigt det kan gå den forkerte vej. Det kan gå rigtig hurtigt.

Et helt andet sted end i marts

Selvom det hele kan se lidt sort ud, er vi dog et helt andet sted end i marts, hvor både Danmark og resten af verden var stort set lukket ned, forklarer Flemming Konradsen.

Vi har langt større testkapacitet, en langt større viden om covid-19 og kan behandle flere. Der er dog ifølge professoren ikke så mange at behandle for covid-19 i øjeblikket, selvom smittetallene altså er steget.

- Vi ser ikke samme stigning i antal indlæggelser som i antal smittede. Og vi ser også en femtedel så mange dødsfald som tidligere i epidemien. På den måde er det klart en positiv historie, siger han.

Hvis det skal forblive sådan, og vi ikke skal lukke store dele af samfundet ned, som vi ser i andre europæiske lande i øjeblikket, så er vi dog nødt til at handle nu, mener Flemming Konradsen.

Situationen ser rigtig skidt ud mange steder i Europa, siger Flemming Konradsen, professor i Global Sundhed. (© dr)

Ifølge ham er det nødvendigt, at det politiske system sætter sig sammen med de forskellige interesseorganisationer for at finde frem til de mest intelligente løsninger.

Han mener, man bør se på, om man kan begrænse, hvor mange vi mødes i privaten. Og så skal politikerne se på, om man kan oplyse om restriktioner på en anden måde - vi orker nemlig ikke mere, siger Flemming Konradsen.

- Der har vist sig at være intelligente måder at kommunikere på. Fortæl en ny historie om, hvorfor vi skal gøre det, og hvorfor også de yngre mennesker skal gøre det.

Facebook
Twitter