Heunicke med klar opfordring til unge: 'Lad jer teste inden jul'

Sundhedsministeren øger testkapacitet og forventer, at omkring 200.000 unge i og omkring København vil lade sig teste.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) holder pressemøde om skærpede coronaretningslinjer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Testkapaciteten øges, så de 15-25-årige i de 17 hovedstadskommuner kan blive testet for coronavirus. Det sker allerede fra i morgen.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Udenrigsministeriet i Eigtveds Pakhus, som han afholder sammen med repræsentanter fra både sundhedsmyndigheder og kommuner.

- Jeg ved godt, at det er en svær tid. Særligt når man er ung, og man så gerne vil være med vennerne, og man savner hverdagen og festerne. Situationen med coronavirus har stået på i mange måneder, men det er altafgørende, at vi holder sammen og holder fast, siger Magnus Heunicke.

Testindsatsen begynder i Ishøj og vil så "bevæge sig som en karavane" gennem de 17 hovedstadskommuner, siger sundhedsministeren.

Derudover præsenterer regeringen og sundhedsmyndigheder også tiltag for detailhandlen, uddannelsesinstitutioner og arbejdsplader, der træder i kraft fra 7. december og foreløbigt gælder indtil 2. januar 2021.

De nye retningslinjer kommer efter drøftelser mellem regeringen og Folketingets partier om, hvordan man får smittetallene ned i og omkring København.

17 ud af de 25 kommuner med flest smittede i den seneste uge ligger omkring hovedstaden.

  • Her er de 17 kommuner, hvor de nye tiltag gælder: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, København, Lyngby-Taarbæk og Tårnby.

  • Helsingør Kommune blev også nævnt i starten af pressemødet som en kommune, hvor der vil blive sat ekstra ind på grund af høj smitte. Det er dog i skrivende stund uklart, hvilke tiltag der gør sig gældende i Helsingør. Det forsøger vi naturligvis at få afklaret hurtigst muligt.

Artiklen fortsætter under grafikken med de nye tiltag.

Her er de nye tiltag. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk © dr)
Her er de nye tiltag. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk © dr)

Skoler forbliver åbne

Det er ikke kun sundhedsministeren, der taler til de unge. Det gør Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, også.

- Hvis I unge lytter med derude, så håber jeg, at I vil tage imod tilbuddet.

Smitten bliver også spredt på uddannelsesinstitutioner, men de bliver ikke lukket. Man skruer i stedet op for forebyggelsesindsatsen. Blandt andet ved at øge fokus på de generelle anbefalinger om hygiejne, afstand og at blive hjemme, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en coronasmittet.

Fra 7. december opfordres videregående uddannelser dog til at omlægge til digital undervisning og eksamener, når det er muligt.

I grundskoler, på ungdoms- og voksenuddannelser anbefales det, at spisepauser foregår i klasselokaler og ikke på fællesarealer, ligesom der indføres forbud mod undervisning på tværs af klasserne.

Også smitte blandt ældre

Det er dog ikke kun blandt unge, at coronasmitten spreder sig. Det gør den også på landets plejehjem.

Ifølge Magnus Heunicke var der i efterårsferien smitte på otte plejehjem, mens tallet i sidste uge var 23.

Tårnby har det højeste smittetal per indbygger, og det skyldes blandt andet et smitteudbrud på en af kommunens plejehjem, fortæller Anette Lykke Petri, der er direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Aktuelt har vi et plejehjem i Tårnby, hvor mindst 55 personer er smittet. Flere er indlagt, siger hun. Det siger noget om, hvor hurtigt smitten kan sprede sig, når den først er kommet inden for døren, tilføjer hun.

Besøgsforbud- og påbud på plejehjem er ikke blandt de nye tiltag, men det kan ændre sig, hvis ikke smitten falder, lyder det på pressemødet.

Hvad med julen?

Et af de helt store spørgsmål rundt omkring i Danmark er sikkert "hvad med julen"? Det korte svar fra Magnus Heunicke var, at det er for tidligt at svare på, men at der ikke umiddelbart eksempelvis er rejserestriktioner mellem landsdelene på tegnebrættet.

- Men som altid kan vi ikke dømme tiltag - også skrappere tiltag - ude, hvis smitten stiger voldsomt, siger han.

Ifølge Tyra Grove Krause, der er afdelingschef i Statens Serum Institut, handler hele epidemikontrollen om at begrænse kontakter, "og det er jo ikke det, man gør i julen".

- Derfor er det noget, vi ser på med stor alvor. Vi venter også på udmeldinger fra ECDC (den europæiske sygdomsforebyggelse, red) denne uge omkring risikoen forbundet med jul, og hvad man kan gøre for at mindske den, siger hun.

Kort inden pressemødet skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook, at "smittetallene er bekymrende høje".

- Derfor indføres nu skærpede tiltag i 17 kommuner. Sundhedsmyndighederne følger tallene meget tæt de kommende dage. Hvis ikke det er nok, er vi klar til at gå videre.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter