Heunicke: Metroen var kommet helt ud af kontrol

Transportministeren mener, at lovindgreb har reddet metrobyggeriet fra at blive endnu dyrere og udskudt i mange år.

Først i sommeren 2019 får København sin nye metroring. Og projektet bliver 1,2 milliarder dyrere på grund af de mange forsinkelser gennem forløbet. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Næsten et år efter den forventede åbningsdato af Cityringen og en fordyrelse på 1,2 milliarder er rigelig slemt.

Og havde det ikke været for politikernes indblanding, var Københavns metrobyggeri kørt endnu mere af sporet, siger transportminister Magnus Heunicke.

- Det er helt klart ikke tilfredsstillende, at der er fordyrelser og forsinkelser, men det her viser jo, hvordan projektet var kommet fuldstændigt ud af kontrol, siger transportministeren til DR P4 København.

Onsdag meddelte Metroselskabets bestyrelsesformand, at metroen bliver forsinket i syv måneder, og at ekstraregningen på de 1,2 milliarder kroner skal dække finansieringen af den forlængede byggeperiode og 300 millioner kroner til erstatning til metro-naboerne.

Bliver trods alt ikke to-tre år forsinket

Hvem der bærer ansvaret for forsinkelser og fordyrelser i sidste ende kan Magnus Heunicke ikke pege på.

-Det tror jeg, historikerne må finde ud af. Nu er det mit ansvar som transportminister at få ryddet op, og det synes jeg sådan set er lykkedes sammen med et stort flertal i Folketinget. Ja, det bliver dyrere, men trods alt ikke to tre år forsinket. Vi har fået stoppet fordyrelsen, men den er altså kommet, og det ærgrer mig, siger ministeren.

I februar greb politikerne ind i sagen for at få metrobyggeriet tilbage på sporet. Med den såkaldte Nabopakke vedtog regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og SF en aftale, der lagde mere faste rammer ned over byggeriet.

Naboerne fik med loven bedre mulighed for genhusning og erstatning, men til gengæld fjernet deres mulighed for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet. En mulighed der ifølge Metroselskabet har været årsag til noget af forsinkelsen på projektet.

Og det er på baggrund af lovindgrebet, at Metroselskabet i samråd med entreprenørerne har fremlagt den nye tidsplan.

Staten hjælper med 300 millioner

Hvem der skal betale den store efterregning skal transportministeren nu diskutere med politikerne på Christiansborg og medejerne af Metroselskabet Københavns - og Frederiksberg Kommune.

Heunicke siger dog, at staten betaler 300 millioner kroner af kæmperegningen, fordi der er projekter under Transportministeriet, der er blevet billigere.

Frank Jensen: Det er alvorligt

Hovedstadens overborgmester Frank Jensen (S) kalder i en pressemeddelelse ekstraregningen og forsinkelsen for 'alvorlig'. Det viser, der var behov for klare linjer omkring projektet, mener han.

- Nu må vi i ejerkredsen drøfte, hvordan vi håndterer ekstraregningen. Vi kan enten forlænge tilbagebetalingstiden eller finde pengene i stats- og kommunekasserne. De to løsninger kan eventuelt også kombineres, udtaler overborgmesteren.

Og dermed kan det blive skatteborgerne, som ender med at skulle betale dele af eller hele det store beløb.

Samlet set kommer Cityringen til at koste 22,5 milliarder og ventes færdig i juli 2019 i stedet for som planlagt december 2018.

Facebook
Twitter