Heunicke om kontakttallet: 'Det er stadigvæk alt for højt'

Kontakttallet er faldet til 0,9, oplyser sundhedsministeren (S), men det er stadigvæk alt for højt. Her er dagens tal.

Kontakttallet er faldet fra 0,96 til 0,9. Det skal dog længere ned for at kunne håndtere spredning af ny virusvariant, siger sundhedsministeren. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det seneste døgn er 1.076 personer registreret smittet med coronavirus, hvilket er det laveste antal nye smittede siden november.

Dagens smittetal er baseret på 57.956 prøver. Det svarer til, at 1,9 procent af de testede har været smittet med covid-19.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Kontakttalet ligger i øjeblikket på 0,9 og er faldet fra 0,96 fra den forgangne uge.

Et kontakttal på 1,0 betyder, at hver smittet i gennemsnit giver sygdommen videre til én anden person.

Selvom kontakttallet er faldet, så går det slet ikke hurtigt nok, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Det er på et for højt niveau, for vi ved, at underneden der breder den her mutation sig fra England, den breder sig i Danmark, og når den får fat i løbet af februar, så skal vi have tallet ned.

Ifølge sundhedsministeren skal vi have et kontakttal på 0,7, før pandemien tager af med den engelske variant.

- Hvis vi kommer helt derned, så vil vi også have en situation, hvor vi kan tæmme denne engelske variant, når den overtager. Vi kan ikke forhindre, at den overtager, den gør den her i løbet af februar måned, men den har så meget kraft i sig, at vi skal have smitten ned.

Dagens tal

Af dagens tal fra SSI fremgår det, at 26 personer er døde det seneste døgn.

Der er nu 917 personer indlagt med covid-19 på de danske hospitaler, hvilket er tre færre end i går.

135 patienter er indlagt på intensiv afdeling, mens 90 får hjælp til at trække vejret gennem en respirator.

Over to procent af befolkningen er vaccineret

På den positive front er 117.104 danskere nu blevet stukket i skulderen, hvilket svarer til at 2,1 procent af befolkningen er vaccineret, oplyser SSI.

Danmark modtog i nat de første 4.800 doser vaccine fra det amerikanske medicinalselskab Moderna, og råder nu over to coronavacciner.

Dagens forsendelse vil i løbet af dagen blive pakket og sendt til Region Syddanmark i morgen, som modtager alle vaccinedoserne.

- Vi skal have så mange vacciner til Danmark som overhovedet muligt, og i det øjeblik de ankommer, så skal de ud og tages i brug, siger Heunicke.

Heunicke oplyser, at der er indgået en stor aftale med Moderna, hvilket betyder, at der om nogle uger vil være meget store vaccineleverancer.

- Vi har satset på mange forskellige heste, for vi skal være sikker på, at uanset, hvem der kommer først, så skal vi have den i brug i Danmark.

På Twitter opfordrer sundhedsministeren fortsat til, at danskerne holder to meters afstand og aflyser aftaler.

- Lige nu er vi et sted i Danmark, hvor vi kan forsinke den stigende smitte. Men det kræver at alle følger myndighedernes retningslinjer. Aflys sociale aftaler, hold to meters afstand, arbejd hjemmefra hvis muligt, osv. Tak for indsatsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter