Miljøminister Magnus Heunicke suspenderer nu dele af en omstridt vejledning, der blåstempler udledning af store mængder miljøfarlige stoffer i havet, selvom grænseværdierne i forvejen er overskredet.
Det meddeler Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
DR kunne i januar afdække, hvordan embedsmænd i Miljøministeriet i interne papirer har advaret om, at der er en betydelig risiko for, at myndighederne blåstempler ulovlig udledning af miljøfarligt spildevand, og at flere jurister mener, at de anbefalede udledninger ligefrem er ulovlige.
Siden da har miljøministeren under flere samråd i Folketinget fastholdt, at "der er handlet efter reglerne", ligesom han har oversendt en redegørelse til Folketinget, der fortsat giver grønt lys til både at importere og udlede miljøfarligt spildevand – blandt andet det spildevand fra den norske olieindustri, som virksomheden RGS Nordic udleder i Agersø Sund syd for Skælskør.
I lørdags blev ministerens redegørelse til Folketinget imidlertid i to lange juridiske notater underkendt af juraprofessor Ellen Margrethe Basse, som overfor DR i en artikel blandt meget andet henviser til en ny afgørelse fra den 23. februar fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Den har i dag fået miljøminister Magnus Heunicke til at ændre syn på sagen:
- Jeg har i dag orienteret Slagelse Kommune og Folketinget om, at Miljøstyrelsen suspenderer dele af vejledningerne på grund af den nye afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet, udtaler miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.
En de facto-lukning af RGS Nordics anlæg
Det glæder medlem af Slagelse Kommunes Klima- og Miljøudvalg Anne Bjergvang (S), der i flere år har forsøgt at få standset virksomheden RGS Nordics udledning af miljøfarlige stoffer i havet syd for Skælskør:
- Jeg er super, super glad for, at miljøministeren nu vil rette i vejledningen, så den bliver i overensstemmelse med lovgivningen, siger hun og fortsætter:
- Det kommer helt konkret til at betyde, at RGS må overholde grænseværdierne. Det er en god dag for havmiljøet, fordi der ikke vil blive udledt de samme stoffer, som der hidtil er blevet udledt. Og de vil ikke kunne udlede op til 200 gange så store mængder miljøfarlige stoffer, som grænseværdierne tillader, siger Anne Bjergvang til DR.
RGS Nordic oplyser til DR Sjælland, at virksomheden i dag er blevet orienteret af Slagelse Kommune om, at man nu vil udstede en miljøgodkendelse uden den såkaldte blandingszone, der skulle have gjort det muligt for virksomheden at overskride grænseværdierne yderligere.
Ifølge RGS Nordics kommunikationschef, Simon Leed Krøs, vil det betyde en de facto-lukning af virksomhedens spildevandsanlæg ved Stigsnæs. RGS Nordic afventer dog en uddybning fra Miljøministeriet, inden den udtaler sig yderligere i sagen.