Heunickes talknusere er klar med resultat: Der er plads til genåbning af størstedelen af butikkerne og udendørs foreningsliv

Ekspertgruppen har lagt sine anbefalinger frem.

- Der er plads til en gradvis, men en mærkbar åbning, siger Heunicke. (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Ekspertgruppes beregninger viser, at der er plads til, at man kan lave en landsdækkende genåbning for en 'stor del' af butikkerne.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til DR Nyheder.

- Jeg hæfter mig ved, at vores eksperter og beregninger vurderer, at der er plads til en gradvis, men en mærkbar åbning i løbet af de kommende uger.

- Når det drejer sig om en stor del af butikkerne, er der også godt nyt fra myndighederne og ekspertgruppen. Der vurderer man, at man kan lave en landsdækkende åbning.

Heunicke tilføjer, at der er 'temmeligt meget' af det udendørs foreningsliv, som vil kunne genåbne.

I anbefalingerne, som er blevet lagt ud her, lægges der også op til, at udendørs kulturinstitutioner kan genåbnes med krav om negativ test.

Det udspecificeres dog ikke, hvilke institutioner der er tale om.

Flere landsdeler kan byde elever velkommen

Også nogle af grundskolens afgangselever kan komme tilbage i skole, viser beregningerne i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Det gælder for eleverne i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm.

Efterskoler, ungdoms- og voksenuddannelser i disse områder vil også kunne genåbne.

I Nordjylland og Vestjylland vil elever på eksempelvis gymnasier i så fald kunne komme tilbage med 50 procent fremmøde. Og de skal have to ugentlige coronatest.

Bornholm kan uddannelser åbne for alle, så længe der testes. Faktisk anbefales det også, at liberale serviceerhverv kan åbne ved brug af mundbind, hvis man kan fremvise en negativ test eller et færdiggjort vaccineprogram.

Åbningen i de tre landsdele gælder også for efterskolerne med fuldt fremmøde.

For efterskolerne foreslår ekspertgruppen, at alle elever kan komme tilbage i de udvalgte områder. Det vil så ske under særlige forholdsregler.

Regnegruppen vurderer, at vi i midten af april vil have omkring 870 coronaindlagte, hvis man læner sig op ad anbefalingerne.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter