Historiker efter muligt fund af bombefly: 'De var på vej mod at pulverisere tyske byer'

Danmark var en stor del af den luftkrig, der rasede under Anden Verdenskrig.

Et Lancaster-fly under en opvisning i Storbritannien for nogle år siden, der markerede bombetogterne mod Tyskland. Netop denne type formodes at være fundet syd for Langeland i weekenden. (Foto: DARREN STAPLES © Scanpix)

Enorme formationer på helt op mod 1.000 britiske bombefly bragede under Anden Verdenskrig gennem det danske luftrum på vej mod togter i Tyskland.

Derfor er det heller ikke så usædvanligt, at der i weekenden med al sandsynlighed blev fundet et af slagsen i Storebælt ud for Langelands sydlige spids, lyder det fra Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved Roskilde Universitet.

- Det er selvfølgelig et spændende fund, og jeg kan godt forstå, at folk bliver fascineret af det. Men Danmark var jo en stor del af den luftkrig, der rasede under Anden Verdenskrig. De over 1.000 grave over allierede luftbesætningsmedlemmer i Danmark vidner om, hvor intenst det var, siger han.

De mange nedstyrtede fly kom både fra USA, Storbritannien, Tyskland - og et enkelt fra Danmark. Derudover omkom mindst 500 mennesker under krigen i de danske farvande, som dog aldrig er blevet fundet.

- Det er et vidnesbyrd om, hvor hårde luftkampene var. Dels blev der lagt miner ud i de danske farvande fra flyene. Det var ikke et ufarligt arbejde. Men de fleste indflyvninger i dansk område foregik i forbindelse med den strategiske luftoffensiv, der var rettet mod Tyskland, og som mere eller mindre ødelagde de store og mellemstore tyske byer, siger Claus Bundgård Christensen.

Fra tid til anden opdages bombefly i Danmark. I 2017 fandt 14-årige Daniel og hans far resterne af et tysk fly fra Anden Verdenskrig på en mark i den nordjyske by Birkelse. Se Daniel fortælle om sit fund herunder:

Pulveriserede tyske byer

De heftige luftoffensiver kom særligt i den sidste del af Anden Verdenskrig, fra omkring 1942, hvor bombetogter mod det nazistiske Tyskland blev mere og mere hyppige.

Som følge af offensiven blev blandt andet Hamborg i det nordlige Tyskland særdeles hårdt ramt. Under et bombetogt natten til 25. juli 1943 døde 20.000 mennesker alene som følge af den massive beskydning fra luften.

De allieredes bombeangreb under Anden Verdenskrig var massive og altødelæggende. (Foto: Unknown © EGU)

- I dagtimerne var det normalt amerikanerne, der fløj ind, og om natten var det primært briterne, der bombede. Vi kender alle billederne af de tyske byer, der er fuldstændig pulveriserede. Mange af de fly, der styrtede ned i danske farvande, var på vej mod de her tyske byer for at bombe, siger Claus Bundgård Christensen.

- De fløj simpelthen ind over Nordsøen, videre ind over dansk territorium og ned igennem Tyskland, forklarer han.

Fly undersøges senere på ugen

Årsagen til at der den dag i dag stadig kan findes flyvrag i danske farvande er ganske enkelt, at en del af de allierede fly blev opsnappet i luftrummet over Danmark af tyske jagerfly, der fløj fra baser i Danmark eller Nordtyskland og skød dem ned. Det kunne også være luftværnsskyts, der ramte flyene.

Ifølge Claus Bundgård Christensen er der også tidligere fundet bombefly fra Første Verdenskrig i danske farvande, men de er ofte eroderet bort. Langt de fleste flyvrag har dog rod i Anden Verdenskrig.

Søværnets Dykkertjeneste har oplyst, at det med stor sandsynlighed er et Lancaster-bombefly, som briterne brugte, der er fundet syd for Langeland. Dykkeren, der fandt vraget, har efter sigende også set flybomber.

Det mulige bombefly blev fundet i farvandet syd for Langeland i weekenden.

Derfor er der også udstedt et midlertidigt forbud mod dykning og sejlads i et lille område omkring flyvraget.

Ifølge Forsvaret har det endnu ikke været muligt for dykkere at undersøge vraget mere grundigt, fordi vejrforholdene har været for dårlige. Først hen mod weekenden ventes det at blive muligt.