Historiker: Prins Henrik bryder med tradition og loyalitet overfor dynastiet

Traditionen med at danske kongepar begraves samme sted går helt tilbage til 1863, siger ekspert.

Det vides endnu ikke, hvor prins Henrik vil begraves, men ifølge hofhistoriker Sebastian Olden-Jørgensen kan prinsen komme til at ligge tæt på dronning Margrethe. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Prins Henriks beslutning om, at han ikke vil begraves sammen med dronning Margrethe, får stor betydning for hans eftermæle.

Det mener Sebastian Olden-Jørgensen, der er lektor i historie ved Københavns Universitet og har speciale i hofhistorie.

Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby siger til BT, at prins Henriks beslutning skyldes utilfredshed med hans rolle i det danske monarki.

- Nu fremstår han ikke længere som en mand, der bare var utilpas med sin rolle, og som brokkede sig lidt, men som en, der har brudt med det og ikke vil være med længere, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

83-årige prins Henrik bryder også med en lang tradition i det nuværende kongehus, hvor kongepar begraves sammen.

- Den relevante tradition stammer fra det Glücksborgske kongehus, der går tilbage til 1863, hvor Christian d. 9. blev konge. Siden har der været det ene kongepar efter det andet med et stærk sammenhold og et parløb. Det bryder prins Henrik med, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Brud med loyalitet

Det er ingen hemmelighed, at prins Henrik i lang tid har været utilfreds med sin rolle i det danske monarki. Selvom han flere gange har givet udtryk for utilfredsheden, har han stadig været en del af kongehuset som institution.

Det er dog på mange måder slut nu, vurderer Sebastian Olden-Jørgensen.

- Det er så demonstrativt. Det er jo faktisk et brud med den loyalitet, han indtil videre har opretholdt overfor dynastiet og den rolle, han giftede sig ind i for 50 år siden. Det er meget stærkt.

Begraves i Danmark

Kongehuset skriver i dagens pressemeddelelse, at prins Henrik ikke har planer om at blive begravet i hjemlandet Frankrig, som flere ellers har spekuleret i.

Med den udmelding vurderer Sebastian Olden-Jørgensen, at prins Henrik alligevel kan komme til at ligge tæt på dronning Margrethe, når de en dag er begravet.

- Den mest nærliggende løsning ville være, hvis han ville ligge et andet sted i Roskilde. At han bliver puttet ned i en krypt.