Historisk få kvinder får foretaget en abort: Markant fald blandt teenagere

Antallet af provokerede aborter i Danmark er historisk lavt.

Halvt så mange teenagepiger får en provokeret abort nu i forhold til 2008. Billedet er fra Dronning Louises Bro i København, og personerne har intet med historien at gøre. (Foto: Christian Lindgren © (c) Ritzau Scanpix)

Halvt så mange danske teenagere gennemgår en provokeret abort som for ti år siden.

Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen, som dokumenterer et kraftigt fald blandt unge under 25 år i samme periode.

Det glæder Bjarne Christensen, som er generalsekretær for organisationen Sex og Samfund:

- Intet tyder på, at unge har mindre sex. Så det viser, at unge tager deres seksualitet og præventionsvalg alvorligt - stor ros til det, siger han.

Historisk tilbagegang

Det samlede antal af provokerede aborter er de seneste år dykket til det laveste niveau siden legaliseringen af abort i 1973.

I både 2017 og 2018 har der været næsten tolv provokerede aborter per 1000 kvinder i aldersgruppen 15 til 49 år, hvilket er halvt så mange som i 1975.

- Hovedforklaringen kan jeg kun se i den meget konsekvente brug af hormonel prævention. Der ligger Danmark langt højere end de andre nordiske lande, som har højere abortrater end herhjemme, fortæller Bjarne Christensen.

Han påpeger, at der nu findes mange forskellige former for hormonel prævention, som i højere grad kan tilpasses den enkeltes behov.

Afkræfter myte

Hos Sex og Samfund håber man nu, at man kan begrave historierne om, at de unge benytter sig af muligheden for abort i stedet for at bruge prævention.

- Udviklingen viser, at aborten ikke bliver valgt bare som en eller anden præventionsmåde, som nogen en gang imellem har sagt. Det er er der intet, der tyder på, tværtimod, siger Bjarne Christensen, der heller ikke finder belæg for historierne om fortrydelsespiller som prævention hos de unge.

Der er dog fortsat plads til forbedringer på præventionsområdet, for et stigende antal unge bliver smittet med sexsygdomme.

Derfor er der brug for at styrke indsatsen med seksualundervisning, som blandt andre Sex og Samfund står for, understreger generalsekretæren.

Facebook
Twitter