Over 1.369.486.164 kroner. Så mange penge har vi i Danmark indsamlet til Ukraine, siden krigen brød ud.
DR Nyheder har talt med 14 af landets største nødhjælpsorganisationer, og samtlige af dem beskriver danskernes kæmpe interesse for at donere til Ukraine med ordet: Overvældende.
- Vi er fuldstændig overvældede over den store opbakning til Red Barnets arbejde for børn ramt af krigen i Ukraine. Den overgår alt, hvad vi i nyere tid har set i forbindelse med katastrofeindsamlinger, fortæller Merete Gotsæd Falkenstrøm, fundraising- og marketingchef i Red Barnet i en skriftlig kommentar.
- De beløb, som vi har samlet ind i perioden, siden krigen brød ud, har været historisk høje, siger generalsekretær i UNICEF Danmark Susanne Dahl.
- Danskernes engagement i Ukraine-krisen er uden sidestykke i dansk indsamlingshistorie, lyder det i en kommentar fra Mads Klæstrup Kristensen, der er direktør i SOS Børnebyerne.
Flere donationer end på et helt år
Røde Kors har med længder indsamlet mest med hele 553 millioner kroner. Organisationen fortæller, at Røde Kors i siden invasionen i Ukraine har modtaget flere donationer, end de normalt gør i løbet af et helt år, selv når de lægger alle deres indsamlinger sammen.
- Danskernes gavmildhed og opbakning til vores arbejde i Ukraine er indsamlingshistorie og helt uden sidestykke, lyder det i en mail fra Røde Kors.
Også Folkekirkens Nødhjælp skrev indsamlingshistorie. Til landsindsamlingen den 13. marts gik mere end 12.000 frivillige på gaden for at samle ind til ofrene for krigen og skabte det bedste resultat nogensinde.
Krigen er kommet tæt på
Flere af organisationerne peger på, at den store interesse både har noget at gøre med, at krigen er tæt på og er blevet dækket massivt i medierne.
- Donationsvilligheden har været ekstraordinær stor. Det er en ekstraordinær krise, vi er i. Ikke siden Anden Verdenskrig har vi set, at børn er blev fordrevet så hurtigt og i så store antal ud af et europæisk land, forklarer generalsekretær i UNICEF Danmark Susanne Dahl.
Direktør i CARE Danmark Rasmus Stuhr Jakobsen fortæller i en skriftlig kommentar, at opbakningen fra danskerne generelt er stor, når der sker akutte katastrofer, eller der som her opstår en enorm humanitær krise.
- Men jeg er ikke i tvivl om, at også den geografiske placering betyder noget. Desuden har danske medier dækket krigen tæt, og det, tror jeg, har været med til at tydeliggøre behovet for hjælp, siger han og fortsætter:
- Den del er vi naturligvis glade for, for det betyder, at vi kan hjælpe endnu flere, men det understreger også, hvilken betydning eksempelvis mediedækningen har. Der er lige nu andre store kriser, hvor millioner af mennesker er berørt, som ikke får samme mediedækning, og der kan vi mærke, at det for os som humanitær organisation kræver mere at mobilisere støtte.
Fortsat behov for nødhjælp
Selvom der er allerede er blevet doneret mange penge og sendt meget nødhjælp afsted til Ukraine og nabolandene, fortsætter behovet for mere nødhjælp i takt med krigens udvikling.
I april udsendte FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, en opdateret appel. Der vil være brug for 1,247 milliarder dollar, som svarer til omkring 8,75 milliarder kroner, til nødhjælp i forbindelse med krigen i Ukraine indtil udgangen af 2022.
UNICEF har især fokus på de 7,5 millioner ukrainske børn, hvoraf mere end halvdelen er på flugt i dag. Organisationen vurderer, at behovet for nødhjælp ligger på 6,5 milliarder kroner til nødhjælp i Ukraine og lande omkring for at hjælpe børnene.
- Det er selvfølgelig mange penge, og derfor vi er glade for og taknemmelige over, at danskerne donerer, som de gør i øjeblikket. Krigen fortsætter desværre, og derfor vil donationsbehovet også være rigtig stort, fortæller generalsekretær i UNICEF Danmark Susanne Dahl og fortsætter:
-Det globale UNICEF har modtaget 25 millioner kroner fra den danske stat. Så det er både stater, virksomheder, fonde og privatpersoner, som hver især udgør en brik i det her store puslespil, der skal lægges i forhold til at få finansieret den her krise.