Historisk landbrugsreform: Skrappere miljøkrav til landmænd

Landmænd i Østeuropa kan gå hen og få mere end dem i Vesteuropa. Og det bryder man sig ikke om hos Landbrug og Fødevarer.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Efter 20 måneders forhandlinger blev EU´s landbrugsministre enige om en reform af den europæiske landbrugspolitik i nat. Det er den mest omfattende reform af landbrugspolitikken i flere år.

Men beløbet, som landmændene bliver støttet med, bliver ikke ændret. Det forbliver på cirka 40 milliarder euro om året, så forskellen bliver en omfordeling af støttekronerne, så landmændene i Østeuropa kan få lidt mere, imens dem i vest får lidt mindre.

Og lige præcis dét falder ikke i god jord hos Landbrug og Fødevarer. Direktør Søren Gade siger:

- Vi er meget bekymrede over, at man nationaliserer landbrugsstøtten. Man giver de enkelte lande mulighed for selv at bestemme, hvor meget støtte de vil have. Derfor risikerer vi i Danmark, at landbruget bliver stillet dårligere.

Miljøprojekter

Men hvor meget dårligere bliver landbrug i Danmark reelt stillet?

Det har vi spurgt vores EU-korrespondent, Ole Ryborg, om.

- Overordnet set står dansk landbrug nok til at miste 10 procent eller lidt mere. Men det Søren Gade taler om, er at landmanden får en hektarstøtte per hektar jord, han ejer. Nu får regeringen mulighed for at tage op til 15 procent af landmandens støtte for i stedet at bruge det til ekstraordinære miljøprojekter. Og det er Dansk Landbrug bekymret over.

- For hvis den danske regering tager noget fra danske landmænd og den franske ikke gør, så vil franske landmænd selvfølgelig få mere i støtte end de danske. Det er det, Søren Gade kalder for en nationalisering.

Ingen afskaffelse af støtte

Hvorfor gør man det?

- Man gør det fordi nogle EU-lande gerne vil sætte gang i flere grønne projekter. Og så er der et ønske mere, som bliver en den del af reformen. Det er, at 30 procent af den støtte, som landmændene får, bliver afhængig af miljøkrav. Man kræver også at fem procent af landbrugsjorden i Europa bliver afsat til økologiske fokusområder, hvor man ikke må bruge sprøjtemidler, fortæller Ole Ryborg til P1 Morgen.

Så hvor omfattende er reformen egentlig?

- Hvis man ser på reformen med meget danske øjne, så er den ikke omfattende. For vi har i årevis villet afskaffe landbrugsstøtten, og det er ikke sket.

Facebook
Twitter