Det er risikofrit at dyrke ubeskyttet sex med en HIV-smittet, som tager sin medicin hver dag.
Sådan lyder konklusionen i et stort internationalt studie, som netop er blevet offentliggjort i det anerkendte medicinaltidsskrift JAMA.
Studiet er verdens største og har fulgt personer med HIV, der har sex uden kondom med deres HIV-negative partner. Og dermed bekræfter det, hvad forskerene har troet: Medicinen fjerner smittefaren.
- Vores data er meget definitive i deres svar. Så den tvivl, der har været, fjerner vi nu. Man er ikke smitsom, når man er i behandling.
Sådan lyder det fra professor i infektionssygdomme ved Rigshospitalet Jens Lundgren og forfatter til studiet.
Årelangt europæisk studie I flere år har han sammen med et forskerhold fra University College London fulgt 888 par fra 14 forskellige lande i Europa, hvor kun den ene partner er smittet med HIV. Og hos hverken de heteroseksuelle eller homoseksuelle fandt forskerne ét eneste tilfælde af smitte mellem parrene.
- Det er en vigtig besked for de smittede og for dem, der skal træffe beslutninger om, hvordan vi egentlig skal håndtere HIV. Fokus bør være på at diagnosticere og få folk i behandling, så vi kan få stoppet videresmitten, fortæller Jens Lundgren.
Det er tre årtier siden, at HIV - som kan føre til den dødelige sygdom AIDS - blev opdaget. I Danmark skønner man, at omkring 6000 mennesker lever med HIV.
Fakta om HIV-behandling
- •
HIV er et type virus, som kaldes retrovirus
- •
Behandlingen er en kombination af forskellige slags HIV-medicin, der enten hæmmer HIV-virusset eller gør det svært for HIV at trænge ind i cellerne i immunforsvaret.
- •
Medicinen helbreder altså ikke HIV, men svækker virusset i blodet så meget, at det ikke kan måles i blodprøver
- •
HIV-positive starter i behandling, når HIV begynder at ødelægge immunforsvaret. Behandlingen varer resten af livet.
- •
Den effektive behandling, som bruges i dag, stammer fra 1996, hvor man fandt ud af at kombinere forskellig slags medicin, der angriber HIV-virusset på forskellige måder.