Hjemløs døde: Ambulance kom efter 26 minutter

Region Hovedstaden går ind i sag om en hjemløs, der i går døde efter mindst 26 minutters venten på en ambulance.

Trods tre opkald til 112 gik der 26 minutter inden ambulancen nåede frem (arkivfoto). (Foto: Christian Bjergløk Jørgensen © DR København)

Mandag eftermiddag døde en hjemløs borger ved Amagerbro Station i København, efter at der tre gange var blevet ringet 112.

Først efter 26 minutter fra det første opkald kom ambulancen, og det var for lang tid, erkender Region Hovedstaden, der undersøger forløbet.

De personer, der modtog alarmopkaldene, er taget ud af aktiv tjeneste, mens forløbet bliver undersøgt, oplyser Region Hovedstaden.

Tre bekymrede borgere ringer 112

Akutberedskabet modtager tre opkald mandag eftermiddag fra borgere, som er bekymret for en hjemløs person på Amagerbro Station. Opkaldene kommer ind klokken henholdsvis 15.23, 15.31 og 15.46.

Et vidne fortæller imidlertid til DR Nyheder, at hun kl. 15.02 ringer 114, men bliver viderestillet til 112.

Politiet er først fremme på stedet og finder den hjemløse person livløs. Ifølge BT var manden 33 år gammel.

Først klokken 15.49, 26 minutter efter det første opkald til 112, ankommer ambulancen. Akutlægen er fremme fire minutter efter ambulancen og erklærer kort tid efter den hjemløse for død.

- Dybt beklageligt

- Der går for lang tid, fra vi modtager det første opkald, til der ankommer en ambulance og akutlæge på stedet. Da vi ankommer til stedet er borgeren ulykkeligvis afgået ved døden, siger enhedschef for AMK-Vagtcentralen, Marit Karina Buccarella.

- Det er dybt beklageligt, og vi er selvfølgelig berørte af hændelsen, siger hun.

Dødsfaldet kommer omkring et halvt år efter, at en anden hjemløs døde uden for en 7-Eleven ved Friheden Station i Hvidovre ved København.

Her valgte politiet ikke at rykke ud eller tilkalde en ambulance, da der indløb et alarmopkald fra en butiksansat, hvilket medførte kritik fra flere hjemløseorganisationer.

/ritzau/

Facebook
Twitter