Hjemløse går under jorden efter bandetrusler: Opposition kræver borgmester hjem fra ferie

Borgmester Peter Rahbæk Juel skal handle omgående på stigende chikane i Odense, lyder meldingen.

Vi har haft folk, der har fået klippet fingre af, siger stifter af Projekt Husvild. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)

Vold, afpresning og grove overfald, som bandemiljøet står bag, er lige nu et stigende problem blandt misbrugere og hjemløse i Odense.

Det oplyser Projekt Husvild, som er en frivillig organisation, der hjælper udsatte borgere. Fyns Politi bekræfter også, at man den seneste tid har oplevet en stigning i antallet af anmeldelser.

Og situationen er lige nu så alvorlig, at flere lokale politikere vil have borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til at afbryde sommerferien og handle med det samme.

Sådan lyder meldingen blandt andet fra Søren Windell (K), der er rådmand og medlem af byrådet i Odense Kommune.

- Borgmesteren skal på banen, også selvom der er ferie. Der skal gøres noget reelt for den her gruppe. Det er nogle af vores svageste borgere.

Christoffer Lilleholt (V), der er borgmesterkandidat og medlem af Odense Byråd, vil også have borgmesteren tilbage i arbejdstøjet.

- Borgmesteren må vise handlekraft, også selvom det er sommerferie. Banderne holder ikke ferie. Det er de mest grusomme i vores by, der udnytter de svageste. Og de initiativer, der har været lavet hidtil, er ikke effektive nok.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S) bør gøre noget for de hjemløse i byen nu, lyder det fra Christoffer Lilleholt (V) og Søren Windell (K). (Foto: Malene Anthony Nielsen © Scanpix)

Borgmesteren har - via sin presserådgiver - takket 'nej' til interview med DR med henvisning til, at han holder ferie.

S: Penge kan findes til flere initiativer

De socialt udsatte er ifølge DR's oplysninger i øjeblikket ekstra pressede af bandelignende grupperinger, som slås om narkomarkedet i Odense.

Fem udsatte har den seneste tid været nødt til at gå under jorden af frygt for deres liv. Det bekræfter Odense Kommune i et notat.

Og det er blandt andet det, der nu får Christoffer Lilleholt og Søren Windell til at kræve omgående handling fra byens socialdemokratiske borgmester.

Ifølge Cæcilie Crawley, der er politisk ordfører for den socialdemokratiske byrådsgruppe i Odense, kan pengene findes, hvis der er brug for flere initiativer, der kan beskytte byens udsatte borgere.

- Vi har nogle ekstra penge, vi kan give, hvis der kommer nogle nye værktøjer, vi skal tage i brug. Det, der virker, er at få de socialt udsatte væk fra Odense, styrke politiindsatsen og gadeplansindsatsen, siger hun.

Præcis hvilke nye værktøjer, der kan tages i brug, oplyser Cæcilie Crawley ikke om.

'Vi skal tage vores by tilbage'

Meldingen fra Cæcilie Crawley er ikke god nok, lyder det fra både Christoffer Lilleholt og Søren Windell.

- Det er fint at lave initiativer, men vi har nogle grupperinger i vores by, der går rundt, som om de ejer den. Det skal vi skal have gjort op med. Vi skal tage vores by tilbage, lyder det fra Søren Windell.

Christoffer Lilleholt mener, at der bør sættes gang i en dialog med de hjemløse lige med det samme.

- Vi burde indkalde værestederne, Projekt Husvild og de hjemløse og høre, hvad de har brug for lige nu. De har brug for sikkerhed her og nu, så de kan ikke vente til, at sommerferien er slut, siger han.

Bekæmpelse af bandekriminalitet i Odense har længe været en mærkesag for borgmester Peter Rahbæk Juel. Men det er ikke lykkedes ham at levere på det område, lyder det fra Søren Windell:

- Initiativet 'Odense mod bander' har ikke virket. Der mangler forebyggelse. Det skal ske langt tidligere. Langt før de udsatte bliver afpresset og overfaldet.

Siden 2017 - hvor Odense-banden Black Army nedlagde sig selv - har der ikke officielt eksisteret bander på Fyn. Men ifølge Projekt Husvild og de hjemløse, DR har mødt, opererer de tidligere bandemedlemmer stadig.

'Folk har fået klippet fingre af'

Flere af de udsatte borgere fortæller blandt andet, at de er blevet hvervet til at sælge stoffer mod deres vilje, og de har fået såkaldte 'dummebøder', som de skal betale, og at de har modtaget trusler på livet.

Isabella Mittelstein er medstifter af Projekt Husvild.

- Kommer jeg tilbage, bliver jeg slået ihjel. Det har jeg direkte fået at vide. Så jeg er blevet nødt til at tage væk, lyder det fra en ung mand, som DR har mødt på en hemmelig adresse.

Isabella Mittelstein, der er stifter af Projekt Husvild, fortæller også om flere meget grove episoder.

- Vi har haft folk, der har fået klippet fingre af.

Hun fortæller, at situationen lige nu er værre end tidligere og kritiserer politiet for ikke at gøre nok for de udsatte borgere.

Men den kritik er Peter Sterobo, der er leder af Civilpatruljen hos Fyns Politi, ikke enig i.

- Problemet er, at vi ikke får alle anmeldelserne fra de borgere, som er udsatte. Vi skal selvfølgelig have anmeldelserne, ellers har vi ikke en chance for at beskytte dem, siger han.

Det er ikke første gang, at bandemedlemmer har truet udsatte borgere i Odense. For tre år siden skrev DR blandt andet om episoder, der omhandlede bandetrusler mod hjemløse.

Facebook
Twitter