Statens Serum Institut vil have et bedre overblik over antallet af coronasmittede danskere og arbejder på et nyt system, der involverer hjemmetest.
- Lige nu undersøger vi kun patienter, der har indlæggelseskrævende symptomer, for coronavirus.
- Det betyder, at vi ikke har et godt indtryk af smittespredningen i samfundet, siger afdelingschef Tyra Grove Krause, Statens Serum Institut.
Derfor er Statens Serum Institut nu ved at sætte et system op, hvor man i samarbejde med op mod 120 praktiserende læger landet over vil overvåge, hvor udbredt smitten er.
Det skal ske stikprøvevist, ved at lægerne får mulighed for at teste fem til ti patienter hver uge.
Det er planen, at det skal ske, ved at borgerne tester sig selv.
- Vi lægger op til, at nogle af de borgere, der ringer ind, og som har milde symptomer, får mulighed for at sende en pårørende eller en ven ned til lægepraksis for at hente et testkit, siger Tyra Grove Krause.
Så kan borgeren ved hjælp af testkittet lave en næse- eller svælgpodning, aflevere det til lægen, som så sender prøven ind til Statens Serum Institut.
Skal give et indtryk
Ud fra disse stikprøver kan myndighederne få en indikation af, hvor mange som sidder derhjemme og er smittede.
- Vi gør det for at få et indtryk af sygdomsbyrden i samfundet. Så vi kan følge op på, om nogle af de tiltag, der er iværksat, virker ude i samfundet.
- Det andet er, at vi godt vil prøve at finde ud af, hvor mange der har milde symptomer, og som ikke ender på sygehus.
- Det siger noget om, hvor mange som stadig vil være modtagelige for at blive smittet i en eventuel ny bølge, siger Tyra Grove Krause.
960 smittede
Tirsdag formiddag er antallet af bekræftede coronasmittede herhjemme steget til 960.
Afdelingschefen anslår, at antallet af smittede er mange gange større.
- Det vil altid være et skøn. Men for hver patient, der er indlagt med alvorlig Covid-19, så vil der være mange flere ude i samfundet med milde infektioner. I hvert fald ti gange flere og sikkert også mange flere, siger Tyra Grove Krause.
Statens Serum Institut vil nu tage kontakt til et udsnit af de praktiserende læger landet over med henblik på at få etableret det nye testsystem.
Hvis alt går efter planen, kan det ifølge afdelingschefen være oppe at køre allerede fra næste uge.
/ritzau/