Hjemmeværnet fandt forsvundne våben på kasernen

Alarmen lød, fordi der manglede 16 våben fra kaserne. De 15 lå bare i et andet depot.

Hjemmeværnet havde kortvarigt mistet 15 våben af blandt andet denne type M95-gevær. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

15 af de 16 våben, der torsdag aften blev meldt savnet fra hærhjemmeværnets depot på Vordingborg Kaserne, havde aldrig forladt kasernen.

De lå bare i et andet depot på kasernen og var i stedet registreret som hjemmehørende hos Flyverhjemmeværnet.

Det fortæller chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly.

- Våbnene bliver fundet, ved at man i flyverhjemmeværnet tæller op og i den forbindelse undrer sig over, at deres beholdning af geværer og pistoler er præcis det samme antal, som vi leder efter.

Kunne ikke sidde på oplysningen

Det får ifølge Jens Garly Flyverhjemmeværnet til at kontrollere våbennumrene, og det viser sig, at deres beholdning netop er de pistoler og geværer, værnskollegerne inde ved siden af leder efter.

- De var bare registreret det forkerte sted, siger Jens Garly.

Hvorfor tæller I ikke alle depoter, inden I melder ud, at der mangler våben?

- Vi kan ikke sidde på en oplysning om, at vi mangler 16 våben i Hjemmeværnet uden at melde ud omkring det. Det er så stor og alvorlig en sag, så det synes jeg, at vi er forpligtet til.

- Og det er jo netop det, at vi melder ud og går i gang med optællingen, der gør, at vi finder frem til våbnene, siger Jens Garly.

En ærgerlig sag

Selv om de 15 våben er dukket op, mangler der fortsat et let maskingevær, samt et bundstykke og cirka 50.000 stykker ammunition.

Er det også formodningen, at det skyldes en registreringsfejl?

- Det ved vi ikke endnu. Det er klart, at det er en mulighed, men vi udelukker heller ikke en kriminel handling, siger Jens Garly, der ikke er glad for sagen.

- Det er klart, at det virker voldsomt, og vi havde selvfølgelig også helst været den her sag foruden, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter