Hjemmeværnet hitter: Ikke bare som at gå til fodbold eller rollespil

Det frivillige værn fik 1.000 nye medlemmer sidste år.

Karl Kring Lilja (til venstre) og Morten Lindegaard er to af Hjemmeværnets i alt 14.000 frivillige. Omkring 1.000 af dem deltager i denne weekend i Feltøvelse 2018. (© dr)

I denne weekend mødes Hjemmeværnet til Feltøvelse 2018. Her skal op mod 1.000 soldater i felten for at øve deres soldaterfærdigheder og for at holde sig skarpe til deres vigtigste opgave: At være klar til at støtte forsvaret, hvis behovet opstår.

Men hvorfor bruger man egentlig sin tid i et frivilligt militærværn midt i fredstid?

- Afskrækkelse er jo en del af at beholde freden, så det er vi nødt til at tage seriøst, fortæller Karl Kring Lilja, der til daglig studerer på CBS.

Karl Kring Lilja antager, at han bruger cirka 3-4 timer om ugen på Hjemmeværnet. (© dr)

Styrket i forsvarsforliget

Han var engang konstabel ved Garderhusarregimentet, og undervejs i sine studier kom han til at savne det, han kalder for "det grønne arbejde".

- Jeg kan godt lide at være soldat. Det giver noget fællesskab, det giver noget at teste sig selv, og så gør man noget frivilligt arbejde for Danmark.

Og selv om arbejdet er frivilligt, er det bestemt ikke for sjov, understreger han.

- Ellers er det jo bare rollespil eller ligesom at gå til fodbold. Man skal tage det lidt seriøst. Hvis jeg ikke følte, det hjalp, så ville jeg ikke være her.

Hjemmeværnet blev styrket i forsvarsforliget tidligere på året, hvor man fik nye og udvidede opgaver. Én af dem er at levere støtte med overvågning, sikring og bevogtning, når allierede soldater skal passere gennem Danmark.

I denne weekend gælder det dog en øvelse, hvor soldaterne angriber op mod et skovstykke, mens de sidenhen skal forsvare det område, de befinder sig i nu. Det foregår altsammen i området omkring Antvorskov ved Slagelse.

"Det kan være, min kone har en anden opfattelse"

En anden af soldaterne, der er med til weekendens øvelse, er Morten Lindegaard.

Han er til daglig advokat i ISS' hovedkontor, men i dag er han næstkommanderende for sit kompagni.

- Jeg startede i Livgarden, hvor jeg var nogle år. Herefter begyndte jeg at studere jura, men ville gerne holde fast i det militære. Derfor meldte jeg mig ind i Hjemmeværnet sammen med nogle af mine livgardekollegaer, og så har jeg været her siden.

Morten Lindegaard, der til daglig er advokat, fortæller med et glimt i øjet, at han og konen nok ikke er helt enige om, hvor meget tid han bruger på Hjemmeværnet. (© dr)

Hvor lang tid bruger på du Hjemmeværnet?

- Jeg vil tro, jeg bruger omkring 300 timer om året, starter han.

- Men det kan være, min kone har en anden opfattelse.

I weekendens øvelse indgår enheder fra distrikterne i Midt- og Vestsjælland, Nordsjælland, Sydsjælland, Lolland, Falster, København, Københavns Vestegn og det Bornholmske Hjemmeværn.

Hjemmeværnet består af cirka 14.000 aktive frivillige - alene i løbet af det sidste år er cirka 1.000 nye frivillige kommet til.

Facebook
Twitter