Hjemvendte soldater døjer med psykiske problemer

Tal fra forsvaret viser at flere af de danske soldater, der har været udsendt til Irak, får psykiske problemer, når der kommer hjem. På et hjemvendt hold er det hver ottende, der har problemer.

Af holdet udsendt til Irak sidste år, oplever hver ottende psykiske efterreaktioner ved hjemkomsten. (Arkivfoto) (Foto: Hærens Operative Kommando © DR)

Mange hjemvendte soldater fra Irak slås med psykiske problemer. De døjer med søvnbesvær, tristhed, isolation, tilbagetrukkethed og meningsløshed. Nogle har også flash backs til oplevelserne i Irak.

Hver ottende soldat der gjorde tjeneste på det hold, der vendte hjem fra Irak for et år siden, har i dag en form for psykisk eftereaktion.

Problemerne er kommet for en dag, fordi de 480 soldater et halvt år efter hjemkomsten er blevet bedt om om at udfylde et spørgeskema.

Skarpere reaktion

Tallene derfra viser, at et stigende antal af de hjemvendte oplever problemer. En årsag kan være, at missionen i Irak blev skarpere, mens holdet var udsendt.

- Det var mere farligt, soldaterne skulle være mere opmærksom og kunne blive udsat for beskydninger. På patruljerne var de mere truet, siger chefpsykolog ved Forsvarsakademiet Vibeke Schmidt

Mulig stigning

Af den grund, fordi missionen stadig er farlig, forventer Vibeke Schmidt at de hold, der enten er i Irak nu eller er kommet hjem det seneste år, vil have et tilsvarende højt niveau af efterreaktioner.

- Vi håber det blot vil ligge på samme niveau, men vi kan ikke vide om det stiger fordi det har været hårdt det sidste år, siger hun.

Alle hjemsendte, der viser tegn på at de har psykiske problemer efter oplevelserne i Irak, bliver tilbudt psykologhjælp af forsvaret.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53312798a11f9d08f0079108

Facebook
Twitter