Hjerneskadede må selv betale for genoptræning

Kommunernes tilbud om genoptræning er så mangelfuld, at de hjerneskadede selv må betale, mener pårørende og fysioterapeuter.

En grundig genoptræning med bl.a. gangrobot kan spare samfundet for store udgifter, mener en privat fysioterapeut (arkivfoto). (Foto: Helene Bagger © Scanpix)

Kommunernes tilbud til hjerneskadede om genoptræning er så dårlige, at de hjerneskadede reelt bliver opdelt i et a- og b-hold:

De, der selv kan betale for privat genoptræning, og de, der ikke har råd.

Det mener både pårørende og fysioterapeuter, der minder om, at samfundet kan spare masser af penge, jo mere de hjerneskadede kan klare sig selv.

To timers "vedligeholdelse"

21-årige Jakob Horndrup blev kørt ned i et fodgængerfelt for fire år siden. I dag er han afhængig af hjælp døgnet rundt.

- På trods af det er han en glad og positiv dreng med en stor portion humor, fortæller Jakobs mor, Inge Horndrup.

Nu er Jakob ude af hospitalssystemet, og Inge Horndrup er bestemt ikke tilfreds med kommunens tilbud om genoptræning.

- Nu hedder det "vedligeholdelse". Det er to timer om ugen, og det synes vi ikke kan være rimeligt, fortæller hun.

Store fremskridt på gangbåndet

Derfor har hun besluttet at bruge af Jakobs erstatning fra trafikulykken til at betale for privat genoptræning. Det koster 32.000 kroner for otte uger.

- Her har de en form for gangbånd, hvor de kan hejse ham op. Det er vigtigt for Jakob, så han lærer at flytte benene. Det kunne han ikke i begyndelsen, så han skulle have hjælp hele tiden. Den form for genoptræning har de ikke i kommunen, siger Inge Horndrup.

Hun kan se store fremskridt for Jakob.

- Da han kom her, kunne han ikke holde balancen. Når han sad på briksen derovre, kæntrede han og væltede om. Det kan han nu, og nu kan han selv løfte sig op, fortæller hun.

- Så når han er derhjemme og skal fra sengen over i kørestolen, hjælper han selv meget til, og det er virkelig vigtigt, at han bliver holdt i gang.

Mange går til private fysioterapeuter

Marie Louise Irskov er fysioterapeut på den private klinik Neuroform i Høje Taastrup.

Hun får i gennemsnit fem henvendelser om ugen fra pårørende, der ligesom Inge Horndrup ikke er tilfredse med kommunens tilbud om genoptræning.

- Vi har reddet dem fra en ulykke, vi har givet dem et meget intensivt forløb på hospitalet, men når først de er parate til at komme hjem, er der ikke nogen, der holder hånden under dem længere. For kommunerne skal spare, siger hun.

Stor gevinst ved genoptræning

Men langt fra alle kan betale selv.

- Der er helt klart nogle, der ikke har råd. Det kan vi jo høre. Når vi fortæller, hvad det koster, er der nogle, der med det samme afholder sig fra overhovedet at opsøge os, fortæller Marie Louise Irskov.

En grundig genoptræning kan ellers spare kommunerne for en masse plejeudgifter og give en bedre livskvalitet for de hjerneskadede, mener hun.

- Vi har jo folk, der lige så stille siger deres pleje i hjemmet fra, så der ikke længere kommer nogen og hjælper dem op om morgenen, men kun lige kigger forbi og hjælper med aftensmaden. Det er da i hvert fald en tydelig samfundsmæssig gevinst.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53aace5aa11f9d0ebc6c3968

Facebook
Twitter