Hjertesyg udvist afghaner tilbage i Danmark: Det var rigtig hårdt dernede

Naser Hosseini er en af de syv personer, der måske blev uretmæssigt udvist af Danmark.

- Den periode, jeg var i Afghanistan, havde jeg medicin med. Jeg har medicin nok nu til de næste tyve dage, fortæller Naser Hosseini. (© dr)

Afghanske Naser Hosseini satte her til aften benene på dansk jord for første gang siden februar sidste år.

Her blev han udvist af Danmark og sendt tilbage til hjemlandet Afghanistan.

Det kan dog have været en fejl. DR har tidligere fortalt, at 30-årige Nasar Hosseine i 2010 fik humanitært ophold i Danmark.

Sidste år blev han tvangshjemsendt på trods af, at han har en hjertefejl og er afhængig af medicin for at overleve - medicin han ikke kan få i Afghanistan.

- Alt var hårdt dernede, siger Naser Hosseini i Københavns Lufthavn.

I sidste uge indrømmede udlændinge og integrationsminister, Inger Støjberg, i et samråd, at hendes ministerium havde behandlet hjemsendelsessager med syge udlændinge forkert.

I alt blev 11 personer dømt til udvisning. Syv af dem er allerede sendt ud af landet, fordi ministeriet i over et år administrerede efter en forkert praksis.

Se indslaget om Naser Hosseini fra dagens sene TV her.

Ingen medicin i Afghanistan

En dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol slog i 2016 fast, at hvis en alvorlig syg udlænding bliver udvist, skal han eller hun have faktisk adgang til medicin eller behandling i hjemlandet. Det er ikke nok, at medicinen bare findes et enkelt sted i landet.

Naser Hosseini fik at vide, at den nødvendige hjertemedicin kunne fås på ét apotek i Afghanistans hovedstad Kabul, men da DR besøgte apoteket var det ikke tilfældet.

- Den periode, jeg var i Afghanistan, havde jeg medicin med. Jeg har medicin nok nu til de næste tyve dage. Efter det ville jeg være nødt til at forlade Afghanistan og tage til et andet land. Jeg havde ingen andre muligheder, fortæller Naser Hosseini.

Nu håber Naser Hosseini, at en ny behandling af hans sag kommer til at betyde, at han kan blive boende i Danmark.

- Mit håb er at få opholdstilladelse. Når man har en hjertesygdom og ikke kan få en ordentlig behandling, kan man ikke overleve, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg, der er kaldt i et nyt samråd i sagen.