Alt plejepersonale og personale på to skoler i Hjørring Kommune skal testes for coronavirus. Samtidig opfordrer kommunen til, at alle borgere lader sig teste, hvis bare de har de mindste symptomer.
Det sker, efter at coronavirusset, der ellers ikke breder sig voldsomt i Danmark som helhed, har fået et godt greb i Hjørring.
Her er flere skoleklasser sendt hjem og et plejecenter de facto lukket ned, efter at der i løbet af den seneste uge er blevet konstateret smittetilfælde.
Der er tale om Ældrecenter Vendelbocenter, hvor 12 beboere og 13 ansatte er blevet testet positive for Covid-19 siden i tirsdags.
På Højene Skole er en hel skoleklasse og tre lærere sendt hjem, efter en i en 4. klasse viste sig at være smittet. De må først komme tilbage til skolen, når de har fået negativt svar på test.
En børnehaveklasse og en 3. klasse på Bagterpskolen og deres tilknyttede lærere blev sendt hjem i torsdags, efter at en elev i hver af klasserne var blevet testet positive.
I løbet af den seneste uge er i alt 34 personer i Hjørring Kommune blevet testet positive. Det er en voldsomt markant udvikling, eftersom kommunen har været så godt som smittefri i ugevis, hvor ingen er blevet testet positive for coronavirus.
Kommunen er det sted i Danmark, hvor der er registreret flest nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge-
- Dette udbrud viser, at vi trods lave smittetal ikke kan vide os sikre. Denne sygdom spreder sig med enorm hastighed – og bare en enkelt smittet kan hurtigt udløse smittekæder på tværs af et samfund, siger sundhedsminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse.
- Myndighederne følger udviklingen tæt – og det vil man gøre, til dette udbrud er slået ned. Er man borger i Hjørring og har de mindste af symptomer, så skal man kontakte sin læge, tilføjer han.
En række tiltag
Styrelsen for Patientsikkerhed har siden fredag været i gang med smitteopsporing. Det betyder, at dem, der er testet positive for coronavirus, bliver ringet op og spurgt til, hvem de har været i nær kontakt med.
Derefter bliver der taget kontakt til de nære kontakter for at få dem testet.
Udbruddet i Hjørring har også fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at komme med en række anbefalinger til kommunen.
- Det afgørende er nu at få kæderne stoppet og ikke mindst at få afskærmet de ældre. Det arbejdes der på højtryk på, siger sundhedsministeren.
Anbefalingerne betyder, at kommunen nu vil teste alt personale i plejesektoren, ligesom at alle borgere på plejehjem og i hjemmeplejen skal testes. Der er også lukket for alle ikke-kritiske besøg.
Alt personale på de to ramte skoler skal også testes, og der bliver sendt en opfordring ud til, at borgerne lader sig teste.
Samtidig har kommunen valgt at sætte en med en række flere tiltag.
Det betyder, at alt personale på bosteder skal testes, og der lukkes for alle aktivitetstilbud på ældreområdet.
Der bliver også lukket for holdtræning i forbindelse med genoptræning, og fysiske møder og kontakt på ældre- og handicapområdet skal begrænses mest muligt.
Rettelse klokken 17.47: Det fremgik tidligere i artiklen, at man opfordrede alle borgere i Hjørring Kommune at blive testet for coronavirus, da Sundhedsministerien i pressemeddelelsen skrev, at kommunen kom med en 'Opfordring til, at borgere lader sig teste'. Ministeriet har imidlertid lavet en rettelse i pressemeddelelsen, så det fremgår, at det kun er personer med symptomer, der opfordres til at blive testet. Det er ligeledes rettet i artiklen.