Højesteret afviser andelshavere i sag om forkert prissætning

Procesbevillingsnævnet sætter punktum for andelshaveres håb om godtgørelse fra valuar.

Sagen har fungeret som en såkaldt prøvesag. Andre andelshavere i foreningen, som har mistet penge, har nemlig også stået klar i kulissen med sagsanlæg. (Foto: © Colourbox, Colourbox)

Køberne af en lejlighed i andelsboligforeningen Ringertoften får ikke lov til at prøve deres sag ved Højesteret. Køberne kræver godtgørelse fra en valuar på grund af forkert prissætning af deres lejlighed.

Sidste år bestemte Retten på Frederiksberg ellers, at andelshaverne skulle have en godtgørelse på knap 130.000, men det blev lavet om i sommer, da Østre Landsret frifandt valuaren og sælgeren af lejligheden.

Køberne har bedt Procesbevillingsnævnet om lov til at føre sagen for Højesteret. Det kan nævnet tillade, når der er tale om særligt principielle sager.

- Nævnet mener på baggrund af en konkret vurdering, at sagen ikke er principiel. Det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan få prøvet sagen for Højesteret, siger advokat Jeppe Brandorff Stefansen, som har repræsenteret andelshaverne i sagen.

Alt for høj vurdering

Køberne - et ægtepar - købte den omstridte andelslejlighed i 2009 som et forældrekøb. Lejlighedens pris var fastsat på baggrund af en valuarvurdering af ejendommen.

Kort efter købet fastslog en ny vurdering, at ejendommen var vurderet alt for højt, og med ét faldt alle lejlighederne i værdi.

Dagbladet Børsen har tidligere skrevet, at valuarvurderingen for hele andelsforeningen i 2007 og 2008 var knap en halv milliard kroner højere end den offentlige vurdering.

Det er på den baggrund, at køberne anlagde sagen. De har følt sig ført bag lyset og har krævet godtgørelse fra sælger og valuarfirmaet.

Prøvesag for andre andelshavere

Sagen har fungeret som en såkaldt prøvesag. Andre andelshavere i foreningen, som har mistet penge, har nemlig også stået klar i kulissen med sagsanlæg.

Med Procesbevillingsnævnets afgørelse er sagen nu endelig afgjort, og det vil sandsynligvis betyde, at de andre andelshavere vil stå med dårlige kort på hånden, hvis de vil forsøge at køre en ny sag mod valuaren.

/ritzau/