Højesteret omgør betinget fængselsdom: Ricco stjal tre rammer sodavand og slipper nu med en bøde

Ricco Rosenberg gik efter at få nedsat sin straf til en bøde i stedet for en betinget fængselsdom.

19-årige Ricco Rosenberg er meget glad for dagens afgørelse i Højesteret - nu tør han igen tro på en karriere som jurist. (Foto: © © Peter Halkjær- DR Syd)

I dag har Højesteret sat endeligt punktum i sagen om et sodavandstyveri på en gammel skole i Skrydstrup ved Vojens.

Dommerne ved Højesteret har besluttet, at 19-årige Ricco Rosenberg fra Haderslev slipper med en bødestraf for at bryde ind og stjæle tre rammer sodavand på den nedlagte Skrydstrup-skole.

Højesteret fastsatte straffen til fire dagbøder af 250 kroner.

- Jeg er rigtig glad. Det er dejligt at se, at dommerne var menneskelige - de kunne se, at det var drengestreger. Nu nøjes jeg med en bøde, og det er jeg meget lettet over, siger Ricco Rosenberg til DR.

Han er taknemmelig over, at hans forsvarsadvokat førte sagen i Højesteret pro bono - altså uden betaling.

- Jeg betalte jo selv for advokaten i både byretten og landsretten, men jeg havde svært ved selv at få råd til at føre sagen videre i Højesteret, fordi jeg er på SU, siger han.

Lagde vægt på, at de satte sodavand tilbage

Både Byretten i Sønderborg og Landsretten havde givet Ricco Rosenberg en betinget fængselsstraf, men Højesteret vurderede, at straffen var for hård.

Højesteret lagde ved sin vurdering vægt på, at den dengang 17-årige Ricco Rosenberg og de to medgerningsmænd kom ind på den nedlagte skole ad en ulåst dør og ikke forvoldte nogen skade i forbindelse med indbruddet.

Også det, at det ikke var de unge mænds hensigt at stjæle noget, havde betydning for Højesterets afgørelse - ligesom sodavandenes beskedne værdi også var afgørende.

Højesteret lagde særlig vægt på, at Ricco Rosenberg og hans venner forsøgte at rette op på skaden ved at aflevere tyvekosterne tilbage, inden det blev opdaget.

Derudover lagde Højesteret vægt på Ricco Rosenbergs unge alder, da indbrudstyveriet skete, og at han ikke tidligere havde begået kriminalitet.

Fremtidsdrømmene lever

Ricco Rosenberg vil gerne være advokat. Men han frygtede, at en plettet straffeattest med en fængselsdom kunne sætte en stopper for de drømme.

Men da Højesteret nu lader ham slippe med en mildere straf, er øjnene fast rettet mod en jurakarriere.

- Hvis en arbejdsgiver fremover tjekker min straffeattest, står der nu kun, at jeg har fået en bøde. Og det har stor betydning, nu hvor jeg gerne vil læse til advokat, siger han.

Derfor er der masser at skåle over i aften.

- Jeg tror, jeg skal ud at fejre det i aften i byen med nogle venner, slutter han af.

Afgørelsen i dag får ifølge Højesteret ingen betydning for Ricco Rosenbergs to venner, der også var med i sodavandstyveriet, og som modtog deres dom ved byretten i Sønderborg.

Artiklen er opdateret med citater fra Ricco Rosenberg.