En længe ventet dom fra Højesteret har afgjort, at det er vold, hvis man spytter på andre.
Det vil sige, at landets anklagere nu ved, at sager om spytteri er at betragte som voldssager.
Dommen gør en ende på flere års juridisk diskussion.
Sur på bagerekspedienten
I 2004 spyttede en 24-årig mand en bagerekspedient i ansigtet, da han blev sur over, at han ikke kunne få en sandwich med æg og rejer.
Både ved byretten og landsretten blev han dømt for vold, men begge steder var der uenighed blandt dommerne.
Æreskrænkelse eller vold
Under sagen argumenterede anklageren, vicestatsadvokat Jesper Hjortenberg, for, at en spytklat var på niveau med vold, fordi man også dømte for vold i sager, hvor folk havde fået en spand vand i hovedet.
- Jeg vil sige, at det må være mere krænkende at have snot løbende ned ad ansigtet end koldt vand, sagde han under sagen.
Forsvareren, Frank A. Wenzel, mente derimod kun, at spytteri kunne takseres som æreskrænkelse.
Den unge mand er tidligere dømt for vold og havde en betinget dom stående "på bankbogen".
Straffen for hans spytteri er dermed 20 dages fængsel.