Højesteret: Vidner i PKK-sag skal frem i lyset

Nervøse vidner får pligt til at oplyse deres navne, når de skal afhøres om indsamlinger i Danmark til PKK.

Fem kurdiske forretningsdrivende må ikke vidne anonymt i den store straffesag om indsamling af millioner af kroner til den kurdiske organisation PKK, som står på terrorlisterne.

Højesteret har i en kendelse afvist det usædvanlige krav fra anklagemyndigheden.

De fem vidner skal have sagt, at de frygter for deres sikkerhed, hvis de 10 tiltalte i sagen får kendskab til deres navne.

Ingen eksempler på afstraffelse

Normalt er det ikke tilladt med anonyme vidner i retssager. Kun hvis afgørende hensyn til vidnernes sikkerhed taler for det, og hvis det skønnes ikke at have betydning for de tiltaltes mulighed for at forsvare sig, fremgår det af retsplejeloven.

Dommerne i Højesteret peger på, at der ikke er danske eksempler på, at vidner i sager mod personer fra PKK er blevet afstraffet, fordi de har snakket. Og der er heller ingen oplysninger om konkrete trusler mod de fem.

Nægter sig skyldige

Derfor siger dommerne nej til begæringen.

Vidnerne skal på et tidspunkt afhøres i Københavns Byret om de årlige indsamlinger, som foregår i de kurdiske miljøer til fordel for PKK.

De 10 tiltalte nægter sig skyldige. Anklagen drejer sig samlet om indsamling og formidling af cirka 140 millioner kroner til fordel for PKK.

/ritzau/