Højgravide Louise Borglit blev knivdræbt: Centralt vidne hørte et 'forfærdeligt, forfærdeligt skrig'

Sagen om drabet fra Herlev fortsatte i dag med vidneafhøringer. Den tiltalte mand nægter sig skyldig.

Den 32-årige kvinde var ude at gå tur med sin søsters hund, da hun blev knivdræbt i Elverparken i Herlev. Ifølge politiet kendte gerningsmanden og kvinden ikke hinanden. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix Denmark)

En ældre kvinde var helt tæt på, da 32-årige Louise Borglit en novemberaften i 2016 blev brutalt knivdræbt i Elverparken i Herlev.

Det forklarede kvinden selv, da hun tirsdag afgav vidneforklaring i sagen i Retten i Glostrup.

Kvinden er et helt centralt vidne, da hun ifølge politiet og anklagemyndigheden så gerningsmanden flygte ud fra gerningsstedet. En 29-årig mand er tiltalt for drabet på Louise Borglit, der var gravid i syvende måned.

I retten forklarede vidnet, at hun på aftenen for drabet den 4. november 2016 - lidt inden klokken 19 - tog sit overtøj på, fandt sin rollator frem og gav hunden snor på, inden hun traskede ud på en aftengåtur fra sin lejlighed, der ligger tæt på Elverparken.

Da hun kom gående af Tornerosevej, der ligger ud til parken, hørte hun et skrig.

- Jeg hørte, det var en kvinde. Så kommer endnu et. Jeg hører et forfærdeligt, forfærdeligt skrig, der var så voldsomt, at det gik op for mig, at der var noget galt.

- Skriget var så dybt og hjerteskærende, at jeg gik fuldstændig i chok.

- Lige pludselig kommer en mand løbende ud fra parken. Han stopper brat op under en gadelampe. Han slår ud med armene for ligesom at signalere, at han ikke har gjort noget, sagde kvinden i retten.

Politiefterforskningen i sagen har været usædvanlig. Under al hemmelighed blev PET-agenten "Frank" indsat undercover i cirka tre uger som indsat i Enner Mark Fængsel.

Her var hans opgave som medindsat at få skabt en relation til den nu tiltalte 29-årig mand, der afsonede en dom for drabsforsøg. Den 29-årige nægter at have dræbt Louise Borglit.

Gik i panik

Den ældre kvinde, der i dag afgav forklaring i retten, fortalte, at de begge stod på fortorvet foran Elverparken, men på hver sin side af vejen.

Hun vurderede, at der var tale om en afstand på ti skridt. Hun har nemlig selv været nede at tælle efterfølgende.

- Vi står og stirrer på hinanden, og han kan se på mig, at jeg er i panik. Jeg prøver at vende mig om og få hunden op i rollatoren, men det var svært. Jeg græder og ryster, og jeg er bange. Hvad er der sket, hvad er der sket, tænker jeg.

Under vidneafhøringen virkede kvinde tynget af situationen. I midten af retssalen sad hun med foldede hænder og svarede på spørgsmålene. Flere gange knækkede hendes stemme, og hun fortalte, at hun siden oplevelsen for snart seks år siden har døjet med angst.

'Han har sgu da slået hende ihjel'

Da vidnet fik sin hund op i rollatoren, vendte hun sig igen om, men manden var væk. Hun havde ikke sin telefon med, så da hun kom tilbage i lejligheden, ringede hun til sin familie, og hendes søn kom over.

- Jeg var så rystet, at han af sig selv sagde, at man skulle fandme tro, at der var sket et mord ovre i parken. Så skreg jeg: "Han har sgu da slået hende ihjel".

- Bagefter kom min søn hjem med en betjent efter at have set en ligvogn og et telt. Det knækkede mig fuldstændig den aften, sagde vidnet i retten.

Vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Københavns Vestegns Politi holdt et pressemøde den 6. maj sidste år i forbindelse med, at den nu tiltalte var blevet sigtet for drabet. (Foto: © NILS MEILVANG, Ritzau Scanpix)

Både her i sagen og under politiefterforskningen har kvindens syn været et tema. Hun forklarer, at hun er nærsynet, og hun bærer altid briller.

Forsvareren for den 29-årige fremlagde en politirapport fra en afhøring af kvinden, hvor vidnet selv har sået tvivl, hvorvidt hun havde sine briller på under gåturen. Det regnede, og derfor kan hun have efterladt dem i hjemmet, forklarede hun ifølge rapporten.

Men i retten i dag fastholdt hun, at hun var næsten 100 procent sikker på, at hun havde brillerne på.

- Hvis jeg går ud uden briller på, går jeg altid tilbage og henter dem.

Det var kvindens henvendelse til Københavns Vestegns Politi, der var med til at danne grundlag for det signalement, politiet udsendte efter drabet. Det lød på, at man ledte efter en mand, der var 180 centimeter høj, slank og var gylden i huden.

I retten forklarede hun, at hun aldrig har fået forevist et billede af den tiltalte. Ved dagens retsmøde så kvinden ikke manden, fordi hun havde bedt om, at han blev ført ud i et lyttelokale, mens hun afgav forklaring.

Afviser tiltaltes alibi

En tidligere kammerat til den tiltalte vidnede også ved dagens retsmøde.

Den tiltalte har forklaret, at han om aftenen den 4. november var hjemme hos kammeraten og hans børn i Bagsværd for at spise.

Vidnets børn boede hos deres mor i København, og vidnet fortalte i retten, at børnene var hos ham hver anden weekend. I de weekender tog vidnet til København fredag eftermiddag for at hente dem.

Med vidnets accept har politiet i efterforskningen indhentet vidnets kontoudtog fra weekenden, hvor drabet skete. Her kan man se, at manden har handlet i en Fakta fredag den 4. november klokken 17.33.

Kontooplysninger afslører også, at manden har hentet mad fra et kebabsted.

- Men der har jeg ikke været med mine børn, for de vil helst have nachos.

Oplysningerne fik i retten vidnet til at sige, at han dermed ikke kan have haft besøg af børnene i den pågældende weekend, hvilket altså er i strid med, hvad den tiltalte har forklaret i sit alibi.

Retssagen fortsætter torsdag. Der forventes dom sidst på måneden.