Højreekstremister sendes i krig

Flere udsendte soldater er samtidig aktive i højreekstremistiske netværk. Det fremgår af en bog, som udkommer i morgen.

Nogle udsendte soldater er samtidig aktive medlemmer af højreekstremistiske grupper. Det fremgår af en bog, som udkommer i morgen. (© DR)

Flere danske soldater, der udsendes af Forsvaret til missioner ude i verden er samtidig aktive i højreekstremistiske netværk i Danmark.

Det skriver Information på baggrund af oplysninger i en ny bog, Forklædt som nazist, som udkommer på Informations Forlag i morgen.

Her kan man blandt andet læse om en Afghanistan-veteran, der er medlem af netværket Vederfølner samt en kvindelig konstabel på vej til Afghanistan, der heiler på det lokale stamværtshus.

Højreekstremist i Afghanistan nu

Og der er ikke blot tale om enkeltstående tilfælde, viser nye oplysninger fra researchgruppen Redox, der arbejder med at analysere og kortlægge den ekstreme højrefløjs aktiviteter i Danmark.

Redox har således kendskab til mindst syv tilfælde, hvor organiserede nazister og racister inden for de senere år har været udsendt til enten Afghanistan, Irak eller Kosovo.

Netop nu er en kendt højreekstremist at finde på det danske ISAF 10-hold, som i august overtog indsatsen i Afghanistan. Soldaten, hvis identitet er Information bekendt, er et kernemedlem i den nazistiske hooligangruppe White Pride, hvor han i hvert fald siden 2006 har slået sine folder.

Alvorligt problem

Samtidig har han også været aktiv i arvtageren til Dansk Front, Vederfølner.

- Det er blevet et statussymbol i højreekstremistiske kredse at blive udsendt for hæren, siger talsmand for Redox Jonas Jensen til Information. Han mener, at Forsvaret står med et alvorligt problem.

- Det må være svært at hjælpe med at genopbygge et muslimsk land, hvis man ikke har andet end hån til overs for lokalbefolkningen, siger Jonas Jensen.

Ønsker ikke berufsverbot

Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen ønsker ikke et berufsverbot blandt danske soldater, men der er alligevel grund til at holde fokus på problemet, mener han.

- Man kan godt forestille sig situationer, hvor de holdninger, der kommer til udtryk i de her miljøer, gør det svært foreneligt med at være soldat i Afghanistan, siger han til Information.

Sidste år kunne Ekstra Bladet fortælle, at mindst otte danske soldater, udsendt for at hjælpe muslimske befolkningsgrupper, samtidig var medlemmer af hardcore antimuslimske netværk på Facebook.

Poserede på Facebook

En af dem var en soldat, der på sit profilbillede på Facebook stolt poserede ved siden af kronprins Frederik og daværende forsvarsminister Søren Gade.

I en mail til Information tager forsvarsminister Gitte Lillelund Bech »afstand fra alle former for racistiske ytringer.