Højsæson for grindedrab på Færøerne

Færingerne har taget hul på de omstridte grindedrab. 150 hvaler har måtte lade livet inden for de seneste par uger. Der er ingen fare for bestanden, som er på 800.000 dyr.

150 grindehvaler har måtte lade livet inden for de seneste par uger. (© DR)

Færingerne har taget hul på højsæsonen for de meget omstridte grindedrab. Alene inden for de sidste 10 dage er tre grindeflokke med tilsammen 150 hvaler blevet fundet i havet tæt ved øerne og herefter drevet ind på land og slagtet.

De fleste grindedrab finder sted om sommeren, fordi hvalernes føde - blæksprutterne - i denne årstid befinder sig tæt ved land.

Mere humane drabsmetoder

De voldsomme reaktioner fra udenlandske organisationer over det blodige færøske grindedrab har været medvirkende til, at færingerne har indført mere humane drabsmetoder.

Blandt andet er det ikke længere tilladt for mændene - bortset fra grindeformanden, som leder jagten fra sin båd - at stikke hvalerne med de traditionelle hvalspyd.

Bestand på 800.000

Hvalerne bliver nu udelukkende dræbt ved at blive stukket med en kniv i halsen, så de hurtigt forbløder.

Grindedrabene udgør ikke nogen trussel for bestanden, som skønnes at være på 800.000 dyr.

Facebook
Twitter