Højesteret: Kvælertag skal give ubetinget fængsel

Grov vold skal næsten altid udløse en betinget dom, har Højesteret afgjort i en principiel dom.

Kun i særlige tilfælde kan grov vold udløse en betinget dom, mener Højesteret. (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix)

En i dag 29-årig mand blev i både Retten i Kolding og i Vestre Landsret idømt en betinget fængselsstraf for at tage kvælertag på sin ekskæreste og holdt hende for næse og mund, men nu har Højesteret ændret dommen til fire måneders ubetinget fængsel.

Højesteret har lagt vægt på, at der er tale om en dom for grov vold, og kun hvis der er helt særlige grunde, kan man vælge en betinget dom. Ellers er kravet ubetinget fængsel.

I sagen fra Kolding har Højesteret vurderet, at der var tale om et uprovokeret angreb i kvindens eget hjem. Der lægges vægt på voldens grovhed, og de fem højesteretsdommere er enige om, at ingen omstændigheder i sagen kan begrunde en betinget dom.

Kvinden har under sagen forklaret, hvordan hun en dag havde besøg af manden og vågnede op ved, at han sad over hende og greb hende om halsen.

Manden gav hende en lussing, og hun fik det så dårligt, at hun kastede op.

Det viste sig, at manden havde set nogle beskeder på hendes telefon. Hun havde skrevet sammen med en anden mand. Manden krævede, at hun skrev til den anden mand, at hun ikke ville se ham mere.

I byretten lagde et flertal af sagens tre dommere vægt på, at den dømte havde haft et misbrug, som han var kommet ud af.

Derudover lagde man vægt på, at han fik behandling for sine psykiske lidelser, og at han og ekskæresten havde fået et godt forhold igen, hvor de blandt andet samarbejdede om deres fælles datter. Og den vurdering var Vestre Landsret altså enig i.

/ritzau/

Facebook
Twitter