Højesteret udviser 26-årigt LTF-medlem

En 26-årig mand er blevet udvist med indrejseforbud for bestandigt efter et overfald på fængselsbetjent.

Højesteret har af hensyn til den offentlige tryghed vurderet, at en 26-årig mand skal udvises for bestandigt for overfald på en fængselsbetjent. (Foto: Scanpix danmark stf © Scanpix)

Højesteret har besluttet, at et nu 26-årigt medlem af banden Loyal To Familia (LTF) skal udvises for bestandigt.

Manden, der er pakistansk statsborger, er opvokset i Danmark. Han har tre gange siden 2009 været i Pakistan, hvor han har besøgt familie.

Udvisningssagen kommer sammen med en dom på tre et halvt års fængsel, som han er idømt for et voldeligt overfald på en fængselsbetjent, forsøg på hæleri samt narkokriminalitet.

Overfaldet blev begået i juni 2015. I maj samme år blev han ifølge retten medlem af banden LTF.

Ved overfaldet kastede den nu 26-årige mand sammen med ukendte medgerningsmænd sig over en betjent, som var på vej hjem fra arbejde i Vestre Fængsel.

De sparkede ham, slog ham med knyttede næver, slog ham i hovedet med en skiftenøgle og stak ham med en kniv i lår og balle.

Højesteret vurderede, at det var nødvendigt at udvise manden af hensyn til den offentlige tryghed.

Bandemedlemmet er tidligere straffet for at have truet nogen på livet, at have overtrådt våbenlovgivningen og alvorlige brud på færdselsloven.

I Landsretten blev manden idømt tre års fængsel og betinget udvisning.

/ritzau/