Hold 1, hold 2, hold 3: Helt slut med kreative navne på statskundskab

Først røg udklædningsfesterne, og nu skal det også være slut med at bruge holdnavne, da ledelsen ønsker et mere inkluderende miljø.

(Arkivfoto) Stjernetegn, farver eller navnene på offentlige styrelser, kan heller ikke bruges som holdnavne på introforløbet på statskundskab. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Er man gået et skridt for vidt, eller sikrer man et mere inkluderende miljø for nye studerende på samfundsfag og statskundskab på Københavns Universitet (KU) ved at tildele de nye hold af studerende numre og samtidigt forbyde holdnavne?

I marts blev traditionen med at opdele nye studerende i grupper navngivet efter lande gjort forbudt efter klager fra studerende om stereotype forestillinger af lande som Japan, Panama og Algeriet.

Nu bliver det så helt forbudt at bruge navne om de forskellige hold, der i stedet vil blive tildelt et nummer.

- Jeg synes, det er en fuldstændig grotesk beslutning, siger Cille Egholm, der er formand for Konservative Studerende (KS) i København, og som læser statskundskab på 6. semester.

- Det er at prøve at løse et problem, der ikke eksisterer.

(Arkivfoto) Cille Egholm læser statskundskab og er formand for Konservative Studerende på Københavns Universitet. (Foto: Oscar Scott Carl © Scanpix)

Hun bakkes op af Kevin Olesen, der er forperson i Studenterrådet, der repræsenterer de studerende på KU på tværs af hele universitetet.

- Jeg kan godt forstå, at man skulle tage debatten om, hvorvidt det skulle være lande, som man gjorde i sin tid, men jeg kan ikke forstå problemet i, at man skulle hedde stjernetegn eller styrelser eller noget i den dur. At der simpelthen ikke er andre muligheder end hold 1, hold 2, hold 3, siger han.

- Vi tager ansvar

Men det hører til det, at tage ansvar for de studerende, siger Rune Heiberg Hansen.

Han er kommunikationschef på det samfundsvidenskabelige fakultet, og han mener, at ledelsen tager et vigtigt ansvar ved at forbyde holdnavne.

- Vi synes, det er en del af vores opgave at tage god vare på de studerende og skabe et godt og inkluderende miljø. Det er vigtigt, vi tager ansvar for det. Vi tager også ansvar for, at der ikke er sexisme eller andre elementer, der kan være problematiske. Det er en almindelig del af vores ansvar, siger Rune Heiberg Hansen.

Berøringsangst ledelse

Beslutningen kommer efter et langt forløb, hvor der var nedsat et såkaldt gentænkningsudvalg, som fik til opgave at komme med alternativer til navngivningen af holdene efter lande.

Men på et møde med studieleder Anders Berg-Sørensen blev de studerende så orienteret om, at man fra ledelsens side ønskede holdnavne sløjfet fuldstændigt.

I Studenterrådet er man alt andet end imponeret over håndteringen.

- Jeg tror, at man er meget nervøs for dårlig medieomtale, hvis der skulle ske noget i forbindelse med introforløbet, og at det er derfor, man prøver at lave sådan en catch all-løsning, hvor man bare skærer hårdt ned i stedet for at kigge på, hvor man kunne lave de gode løsninger, som også gavner introforløbet og de nye studerende, siger forperson Kevin Olesen.

- Vigtigst af alt er, at processen er dybt kritisabel. Jeg synes også, at beslutningen er kritisabel, fordi der foregår et stort arbejde med at kigge i evalueringer og få de studerendes input til, hvordan introforløbet har været, og der er ikke noget, der tyder på, at det har været et problem.

Vi bør kunne tale om det

Hos Konservative Studerende mener formand Cille Egholm, at der er nogle større ting i spil end blot navngivningen af studiehold.

- Det bliver en slags berøringsangst, og egentlig får vi jo at vide, at I må ikke tale om tingene, vi forbyder dem bare. Og er der bare den mindste klage, kan vi ikke tale om det og komme frem til de gode løsninger, og det er det, der er så stort et problem ved identitetspolitik, at man generelt fjerner muligheden for at vi kan tale om tingene, siger hun.

Kommunkationschef på det samfundsvidenskabelige fakultet, Rune Heiberg Hansen, mener ikke, at det kan være anderledes. Et forbud er nødvendigt.

- Når vi kan konstatere, at der er nogle introformer, som mange sikkert synes er sjove, men som vi ikke synes rammer alle godt nok. Så laver vi det om. Helst i dialog med de studerende, men det er vores opgave at sørge for, at alle kan være med.

Forbuddet gælder ikke de øvrige uddannelser på Københavns Universitet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk