Strejken hos it-firmaet CSC sætter Skat på noget af en prøve i de her dage. Og også for de borgere, der skal bruge skatteoplysninger, kan det give problemer, fortæller Henrik Kähler, der er kontorchef i Skatteministeriet.
- Det skaber en del støj og irritation, både for os, men jo hvad der er meget værre, for skatteyderne. Så det er vi rigtig kede af, siger han.
Forsinkelser og usynlige oplysninger
Et af problemerne er, at mange indberetninger, der er sendt til Skat fra banker, pensionsselskaber og andre efter 11. april, ikke kan ses i den enkelte borgers skattemappe på nettet. Men det er ikke det eneste, der halter.
- Der er også forsinkelser på den post vi sender til skatteyderne, og der kan være problemer med at se i systemet, hvis man har betalt en restskat. Når vi skal betale penge til borgerne, så kan det også være forsinket. Så alt i alt, så er der en hel del ting, der ikke kører som det burde i øjeblikket, siger Henrik Kähler.
Tjek rykkeren en ekstra gang
Derfor er det en god idé, at tjekke, at oplysningerne er rigtige, hvis man får en rykker eller andre breve fra Skat.
- Der burde ikke blive udsendt forkerte rykkere, men det kan forekomme, så der er al mulig grund til at være ekstra opmærksom på, om oplysningerne passer, hvis man modtager breve fra skat, siger kontorchefen.
Løbende problemløsning
Problemerne er opstået på grund af en tidligere strejke i CSC, der foregik i påsken. Det har skabt en pukkel af ekstra arbejde, som CSC ikke er kommet i bund med endnu.
Til gengæld forventer CSC ikke at den nye strejke vil forværre problemerne i større grad.
Og Henrik Kähler understreger, at alle de problemer, Skat oplever i øjeblikket, forventes at blive løst, efterhånden som CSC komme ajour igen.
