Holder mistanken, 'så har vi en sag i en meget, meget alvorlig skala'

Direktør for Statens Serum Institut sendt hjem - sagen handler om vaccine-salg til Indien.

Sagen på Statens Serum Institut handler om vaccinesalg til Indien for et meget stort beløb, hvor der er mistanke om alvorlige uregelmæssigheder.

- Hvis mistankerne viser sig at være rigtige, så har vi en sag i en meget, meget alvorlig skala.

Sådan lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der i dag har sendt direktøren for Statens Serum Institut, Mads Melbye, hjem.

Årsagen er, at statens advokat - Kammeradvokaten - har begrundet mistanke om ’urent trav’ i forbindelse med et vaccine-salg til Indien.

En meget tung aftale i økonomisk forstand.

- I den forbindelse er det helt afgørende, at alt foregår efter bogen. Og at en sådan forhandling sker fagligt og ud fra interesser, som Statens Serum Institut har – og ikke ud fra personlig vinding hos visse medarbejdere, siger ministeren.

Og det er netop Kammeradvokatens mistanke, at personlige økonomiske interesser er sat i forgrunden i forbindelse med kontraktforhandlingen, og det er ikke acceptabelt under nogen som helst omstændigheder, fastslår ministeren.

- Når man udvikler en vaccine og sælger den fra danske myndigheders side, så skal der være helt tjek på, at det foregår fagligt forsvarligt, og at man overholder de regler og retningslinjer, som der er, siger Magnus Heunicke.

Nu skal Kammeradvokaten granske sagen til bunds, og ministeren har med egne ord foreløbig kun draget de første konsekvenser.

- Konkret drejer det sig her og nu om to medarbejdere. Den ene er sendt hjem, og den anden er en ledende forsker, fortæller han.

En kontrakt på et 'meget, meget stort beløb'

Ifølge sundhedsministeren er der tale om en betragtelig kontrakt indgået med inderne.

- Vi taler om en meget, meget stor kontrakt på vaccineproduktion i Indien, som potentielt kunne indbringe Statens Serum Institut et meget, meget stort beløb, siger han.

Det er som udgangspunkt fint for Statens Serum Institut at få en god kontrakt i hus.

- Udfordringen er selvfølgelig, at det skal foregå helt efter bogen, når man forhandler så store kontrakter. Fordi der kan jo være enkelte forskeres patenter involveret, og det er det, Kammeradvokaten nu vil undersøge, lyder det fra Magnus Heunicke.

Ministeren er løbende blevet orienteret om sagen, men det var først i sidste uge, han fik en grundig gennemgang af sagen fra Kammeradvokaten.

- Da kom Kammeradvokaten til ministeriet og fortalte, at nu er der grund til at sende direktøren hjem og sætte den her undersøgelse i gang. Nu er der en konkret mistanke, fortæller han.

Skal til at undersøge kontraktforhandlingerne

Sagen skal undersøges til bunds, og Kammeradvokaten forventer, det vil tage cirka tre måneder.

- En undersøgelse handler jo om at læse e-mails og finde ud af, hvilke personer der har været en del af kontraktforhandlingerne. Og samtidig finde ud af hvilke personlige økonomiske interesser, de måske har haft, siger ministeren.

Kammeradvokaten laver også en generel undersøgelse af Statens Serum Institut.

- De varetager en del af vores sundhedsdata. Her skal vi også være sikker på, at alle regler om danskernes sundhedsdata er fuldstændig overholdt, fortæller Magnus Heunicke.