Homoseksuel imam er ikke alene: LGBT-aktivismen eksisterer både åbent og under radaren i islam

Trusler og homofobi er virkelighed, selvom der findes mange LGBT-muslimer, siger ekspert.

I november 2018 løb flere LGBT-aktivister med i det otte kilometer lange maraton i Libanons hovedstad Beirut. Vi glemmer at fokusere på de reformorienterede muslimer og for meget på de konservative og radikale, mener ekspert. (Foto: Nabil Mounzer © Scanpix)

- Til konservative muslimer, der mener, at man ikke kan være homoseksuel, feminist og muslim, må jeg sige, at fra min synsvinkel som teolog kan man ikke finde fred og være en sand muslim, hvis man er antisemit, kvindehader eller homofob.

Sådan lød det fra den fransk-algeriske homoseksuelle imam Ludovic-Mohamed Zahed, der i aftes gæstede Deadline.

Ifølge Ludovic-Mohamed Zahed er det muslimerne selv, der er islam, og derfor er fortolkningen af islam forskellig og hele tiden i udvikling. Det budskab har han manifesteret ved at stifte en inkluderende moske i Frankrig i 2012, hvor alle uanset køn, race eller seksualitet er velkomne.

Homoseksuelle imamer findes overalt i verden

Ludovic-Mohamed Zaheds moske og synspunkter kunne lyde sjældne og kontroversielle. Men ifølge Tina Dransfeldt Christensen, som er ph.d og ekstern lektor på Roskilde Universitet, er imamen langt fra alene med sin udlægning af islam.

- Der findes rigtig, rigtig mange LGBT-imamer, og de findes mange steder i verden, siger Tina Dransfeldt Christensen, som også medvirkede i Deadline.

Homoseksuelle imamer findes blandt andet i de fleste europæiske lande, men også i Sydafrika, Australien, Canada og USA er der moskeer, hvor homoseksuelle er velkomne, lyder det fra eksperten.

Også herhjemme findes der muslimske organisationer, der ligesom Ludovic-Mohamed Zaheds moske accepterer homoseksuelle og andre minoriteter.

På Vesterbro i København ligger for eksempel foreningen Sabaah, som arbejder for netop at forbedre vilkårene for homoseksuel kærlighed blandt muslimer.

Praktiserer islam i det skjulte

Tina Dransfeldt Christensen kender ikke selv nogen homoseksuelle imamer fra den arabiske eller muslimske del af verden. Men i lande som Tunesien, Marokko og Libanon er det i følge eksperten også mere eller mindre "tålt".

- LGBT-aktivismen eksisterer både åbent og under radaren, siger hun.

Dog er der flere steder, hvor det stadig foregår i det skjulte, private eller i såkaldte pop-op-moskeer.

- Det kan være på grund af frygt for overgreb, men det kan også være, fordi de ikke ønsker at deltage i en debat om LGBT-rettigheder og islam. De vil ikke være gidsler i en politisk debat, siger Tina Dransfeldt Christensen og understreger:

- Trusler og homofobi er en virkelighed.

Vi fokuserer på de radikale

Tina Dransfeldt Christensen mener, at vi har en tendens til at fokusere meget på den konservative del af islam og de mere radikaliserede grupper. Det skyldes blandt andet, mener hun, at vi ofte stiller alle muslimer til regnskab for, hvad enkelte grupper siger eller gør.

- De er stadig en minoritet. Men de mange minoriteter udgør tilsammen en mangfoldighed i islam, siger hun og tilføjer:

- Hvis vi skal hjælpe dem, skal vi blive bedre til at se, at de er derude - og at de er mange. Vi skal lytte og ikke betvivle deres udlægning af islam. Til tider er vores billede af islam for ensidigt, siger hun.

I forhold til den halvanden milliard muslimer, der lever rundt om i verden, er gruppen af LGBT-muslimer stadig en minoritet, som mange steder lever med trusler fra andre muslimer.

- Det kan være svært at leve som åben homoseksuel muslim, men mange finder måder at mødes og leve med sin seksualitet – også i det skjulte.

Facebook
Twitter