Hooligans dømt for at planlægge vold

Fem Brøndbyfans er blevet dømt for at planlægge et voldeligt overfald på FCK-tilhængere i januar. Planerne blev afsløret ved telefonaflytning.

De fem dømte holder med Brøndby, og ikke som disse polske fans med Polonia Warszawa. (Foto: mzacha © stock.xchng)

Telefonaflytninger blev det afgørende bevis, da retten i Glostrup fandt fem mænd skyldige i at planlægge et voldeligt overfald på tilhængere af fodboldklubben FCK.

Den formodede hovedmand blev straffet med en fællesstraf på et års fængsel. I afgørelsen indgår også en tidligere episode med vold mod politiet.

To af syv frikendt

To andre blev idømt ubetinget fængsel i tre måneder, mens de sidste to fik fængsel i henholdsvis fire og tre måneder, som blev gjort betinget af, at de udfører 120 og 100 timers samfundstjeneste.

Derimod fandt retten ikke beviser for, at yderligere to havde deltaget i planlægningen af volden. Samtlige havde nægtet sig skyldige.

Onde sms'er

- Gadekrig med kontrollanter tidligt, så der er mindre politi, lød det i en sms fra en af de involverede.

- Har købt blus, slag og bomberør til samme formål, fuld gas fra start!, hed det i en anden besked.

Planlægningen skete over et par dage i januar og var en gruppe Brøndby-tilhængeres forberedelse af et opgør mod FCK-fans i og uden for Brøndbyhallen i forbindelse med et indendørs fodboldstævne 6. januar.

Tilfreds anklager

Retten fandt ligesom anklageren, at vold af særlig farlig karakter stod på programmet.

- Jeg er svært tilfreds, siger anklageren, statsadvokatassessor Line Scharf, om dommen.

Hun håber, at afgørelsen kan få en dæmpende effekt på de fodboldtilskuere, som også har interesse i komme i infight med andre tilskuere.

Det er første gang, at politiet har brugt telefonaflytning i sager om hooliganvold.

Facebook
Twitter